Borger.dk – Release på borger.dk – indhold i R38

Publiceret 17-03-2026

Kære alle

Release 38 af borger.dk blev gennemført i går som planlagt og redaktørmiljøet er igen åbent.

I forbindelse med releasen er følgende blevet implementeret på borger.dk.

Release af borger.dk:

Mit Overblik – Familieretshuset viser sager om navngivning og navneændring

Borgere kan nu følge med i en række sagstyper på Mit Overblik, som Familieretshuset behandler på navneområdet. Det gælder sager om:

  • Navngivning
  • Navneændring
  • Navneændring ved vielse.

Tilslutningen sker på initiativ fra Familieretshuset, som ønsker at give borgere et bedre indblik og en øget gennemsigtighed i sagsbehandlingen. Hidtil har borgeren udelukkende kunnet få overblik over sin sag, når vedkommende fik en besked i Digital Post, eller hvis borgeren ringede til Familieretshuset. Efter releasen kan borgere logge på Mit Overblik efter behov og se en række detaljerede oplysninger om deres sag, som løbende opdateres i takt med, at sagsbehandlingen skrider frem. Detaljer for en sag kan være status på sagen, nuværende og kommende sagstrin, dybt link til Digital Post-beskeder og kontaktoplysninger til Familieretshuset.

 

Mit Overblik – Åben landingsside

I dag logger borgerne direkte ind på Mit Overblik fra forsiden af borger.dk. Det direkte login giver ikke borgerne en klar fornemmelse af, hvilken løsning de logger ind på. Derfor er der udviklet en ny landingsside uden login til Mit Overblik, som skal formidle og skabe klare forventninger til, hvad Mit Overblik er, før login. Den åbne landingsside er søgemaskineoptimeret og skal også bruges i indsatsen for at udbrede kendskabet til Mit Overblik. Landingssidens indhold minder konceptmæssigt om det flow, brugerne kender fra login på andre portaler, fx ’Min Side’ på sundhed.dk.

Mit Overblik – Tilslutning af Personelkommandoen til ’Aftaler og frister’

Personelkommandoen tilsluttes Mit Overblik igen med visning af aftaler og frister vedrørende Forsvarets Dag og værnepligt. Gentilslutningen sker i forlængelse af reformen af værnepligtsforløbet, som blandt andet medfører fuld ligestilling af værnepligten. Som hidtil kan borgere se indkaldelser, mødetidspunkter og frister i forbindelse med Forsvarets Dag og værnepligt.

Mit Overblik – Styrelsen for Patientklager anvender dybt link til Digital Post

Styrelsen for Patientklager udstiller klagesager på Mit Overblik og ønsker at anvende funktionaliteten ’Dybt link til Digital Post’, så borgere med klagesager oplever, at der på tidslinjen for deres sag linkes direkte til de Digital Post-beskeder, der sendes i sagsprocessen, fx ved afgørelsen af sagen. Linket skal forbedre brugerrejsen mellem Mit Overblik og de Digital Post-beskeder, vedkommende modtager i forbindelse med sagen.

Mit Overblik – Søgning, filtrering og sortering på ’Økonomiske ydelser’, ’Sager’ og ’Betalinger og gæld’

I forbindelse med release 35 blev der udviklet en søgnings-, filtrerings- og sorteringsfunktion til Mit Overblik for at hjælpe brugerne med at søge, filtrere og sortere i lange lister. I første omgang blev funktionaliteten implementeret på de indholdsområder på Mit Overblik, hvor behovet var størst: ’Beviser’, ’Aftaler og frister’ og ’Serviceydelser og hjælpemidler’. Nu tilføjes funktionaliteten til de resterende indholdsområder: ’Sager’, ’Økonomiske ydelser’ og ’Betalinger og gæld’. Dermed får borgerne også her bedre mulighed for hurtigt og nemt at finde det relevante – enten ved at søge på noget konkret eller ved at frafiltrere det uvæsentlige. Det gør det lettere at bevare overblikket i situationer, hvor borgeren får vist meget indhold.

 

Borger.dk/lifeindenmark.dk – Direkte links til mikroartikler

For at forbedre brugeroplevelsen og lette navigationen på omfangsrige indholdssider med mange mikroartikler, bliver det nu muligt at linke direkte fra én mikroartikel til en anden på den samme indholdsside på borger.dk. Hidtil har redaktørerne skrevet: ’Læs mere under ’[MIKROARTIKELTITEL]’, hvorefter borgeren så selv har skullet finde og åbne den pågældende mikroartikel. Nu bliver borgeren ledt direkte til den pågældende mikroartikel, som åbnes for borgeren.

***

Venlig hilsen
Borger.dk

Nyhedsmail

Modtag nyheder og driftsinformation fra it-løsningerne i din indbakke.

Tilmeld nyhedsmail