Borger.dk – Release på borger.dk – indhold i R37

Publiceret 09-12-2025

Kære alle

Release 37 af borger.dk blev gennemført i går som planlagt og redaktørmiljøet er igen åbent.

I forbindelse med releasen er følgende blevet implementeret på borger.dk.

Release af borger.dk:

Mit Overblik – Fuldmagtsfunktion til Mit Overblik

I forbindelse med release 37 bliver det muligt at hjælpe andre med at få overblik over deres personlige oplysninger på Mit Overblik på borger.dk med en indsigtsfuldmagt til 1 eller flere af 6 indholdsområder på Mit Overblik.
En indsigtsfuldmagt giver hjælperen adgang til at kigge med – ikke til at handle på en andens vegne. Til at begynde med vil man kun kunne se data fra kommunerne samt sager og ydelser fra Udbetaling Danmark. Flere vil blive tilsluttet løbende.
Løsningen benytter Digital Fuldmagt-selvbetjeningen, hvor man i kategorien ’Mit Overblik på borger.dk’ vil kunne give eller anmode om indsigtsfuldmagt til indholdsområderne:

  • ’Økonomiske ydelser’
  • ’Sager’
  • ’Betalinger og gæld’
  • ’Serviceydelser og hjælpemidler’
  • ’Aftaler og frister’
  • ’Beviser’.

Når en indsigtsfuldmagt er oprettet og godkendt af fuldmagtsgiver i Digital Fuldmagt-selvbetjeningen, kan man som fuldmagtshaver logge på Mit Overblik med sig eget MitID og via en personvælgerfunktion, der også kendes fra Digital Post læse- og skriveadgang, vælge visning af de indholdsområder, man har fået fuldmagt til.

 

Mit Overblik – Færdselsstyrelsen viser synsindkaldelser af køretøjer

Borgere kan efter releasen se synsindkaldelse for deres køretøj under emnet ’Aftaler og frister’ på Mit Overblik. Synsindkaldelserne kan bestå af i alt 3 frister: Indkaldelse til periodisk syn, påmindelse om at køretøjet mangler at blive fremstillet til syn, og endelig et påbud om, at køretøjet skal godkendes ved syn eller afmeldes.

Med tilslutningen af synsindkaldelser under ’Aftaler og frister’ på Mit Overblik får borgeren et simpelt overblik over de væsentligste detaljer, vedkommende har brug for i forbindelse med indkaldelse til periodisk syn.

På liste- og detaljevisningen på Mit Overblik kan borgeren se fristens dato og en markering, hvis fristen er overskredet. I detaljevisningen oplyses borgeren om, hvilken bil der skal synes, om der er udstedt et bødeforlæg, og at borgeren skal orientere sig yderligere i Digital Post. Detaljevisningen indeholder også et link til en oversigt over synshaller og kontaktoplysninger til Færdselsstyrelsen.
Færdselsstyrelsen estimerer, at der sendes ca. 15.000 synsindkaldelser om måneden via Digital Post.

 

Mit Overblik – Visning af åbnings- og telefontider i borgerservice på detaljesider for ’Sager’, ’Økonomiske ydelser’ og ’Serviceydelser og hjælpemidler’

Fra december kan borgere finde oplysninger om åbningstider for telefonkontakt og fysisk henvendelse til kommunen på Mit Overblik. Åbningstiderne vises på detaljesiden for fx en sag, som borgeren har med kommunen. Hidtil har borgerne skulle gå på kommunens hjemmeside for at finde åbningstiderne. Åbningstiderne er udviklet på baggrund af kommunernes behov for at udstille deres åbningstider direkte på Mit Overblik. Dermed undgår borgeren at ringe forgæves uden for åbningstid, og der er samtidig et direkte link til at bestille tid i borgerservice.

 

Borger.dk/lifeindenmark.dk – Nyt cookiebanner

Der er udviklet et nyt cookiemodal, der understøtter en forbedret webtilgængelighed. I det nye cookiemodal skal borgeren fremover altid tage stilling til cookies for at kunne bruge borger.dk, lifeindenmark.dk og/eller Digital Post på borger.dk. Cookievalget går på tværs af de 3, og borgeren vil derfor opleve et cookiemodal, der ser ens ud alle 3 steder. Det nye cookiemodal gik live på Digital Post på borger.dk ifm. Digital Post-release 11 den 25. november.

 

***
Venlig hilsen
Borger.dk

Nyhedsmail

Modtag nyheder og driftsinformation fra it-løsningerne i din indbakke.

Tilmeld nyhedsmail