Den samlede kildekode for både app og bagvedliggende systemer vil så vidt muligt blive gjort offentlig tilgængelig. Udvalgte grafiske elementer er dog undtaget fra offentliggørelse. Endelig er proprietær kode undtaget offentliggørelse, da koden ejes af private virksomheder.
GitLab er en velkendt og udbredt platform til offentliggørelse af kode. Løsningen understøtter gennemsigtighed og gør det nemt, også anonymt, at få indsigt i løsningen uden behov for brugeroprettelse.
Koden på det offentlige GitLab repository er udgivet manuelt og er en statisk version. Koden vil løbende opdateres ved hvert større release, så det er muligt at følge med i udviklingen af appen.
Kildekoden er gjort offentligt tilgængelig med henblik på gennemsigtighed. Alle rettigheder til kildekoden forbeholdes Digitaliseringsstyrelsen.
Det vil ikke være muligt at indberette problemer, foreslå ændringer eller generelt kommentere direkte på den offentlige side på GitLab. Henvendelser kan i stedet sendes via AltIDs hovedpostkasse på AltID@digst.dk
- Kildekoden bliver tilgængelig her om morgenen den 3. juni 2026.