==========================================================================
Dette er tekstudgaven af Kammeradvokatens redegørelse i forbindelse
med ODIS-initiativet.
Redegørelsen
kan også hentes som pdf-fil ved at klikke her
===========================================================================
Kammeradvokaten
Dato: 8. juli 2010
J.nr.: 46-0793 MLS/ILS
Vester Farimagsgade 23
DK-1606 København V
Telefon: 33 15 20 10
Telefax: 33 15 61 15
mail@kammeradvokaten.dk
www.kammeradvokaten.dk
Ref.: Mette Lindskoug
mls@kammeradvokaten.dk
Direkte 72
30 72 68
Mobil: 25 43 03 18
IT- og Telestyrelsen
Holsteinsgade 63
2100 København K
Att.: Kontorchef Cecile Christensen
Redegørelse i forbindelse med ODIS-initiativet
1. Baggrunden
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har iværksat
initiativet “Offentlige data i spil”, der går under betegnelsen ODIS-initiativet.
Det overordnede formål med ODIS-initiativet er at give private
aktører mulighed for at udnytte offentlige data i nye digitale
tjenester i overensstemmelse med lov nr. 596 af 24. juni 2005 om
videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (herefter
psi-loven). I første omgang omfatter initiativet dog ikke materiale,
der er omfattet af personoplysningsloven.
Det fremgår af psi-lovens § 2, stk. 2, nr. 2, at loven ikke omfatter
dokumenter og data- samlinger, hvortil tredjemand besidder en
immateriel rettighed. Den immaterielle rettighed, der oftest vil være
tale om, er ophavsret, jf. ophavsretslovens § 2 og § 3, og/eller den
hermed beslægtede katalogbeskyttelse, jf. ophavsretslovens § 71.
Ophavsretten og katalogbeskyttelsen indebærer en eneret til
videreudnyttelse f.eks. ved brug af det beskyttede materiale i nye
digitale tjenester. Hvis en offentlig myndighed er i besiddelse af
dokumenter og datasamlinger, hvortil tredjemand har rettigheder efter
ophavsretsloven, kan myndigheden således ikke tillade videreudnyttelse
af dette materiale; det kan kun den rettighedsbesiddende tredjemand.
Det følger dog af psi-lovens § 6, at den offentlige myndighed i
sådanne tilfælde skal henvise til den rettighedsbesiddende tredjemand,
når denne kendes. Alternativt skal myndigheden henvise til den
licensgiver, hvorfra myndigheden har indhentet materialet.
Hvis der er tale om ophavsretligt beskyttet materiale, og
rettighederne derimod tilhører myndigheden, er det op til myndigheden
at tillade videreudnyttelse i overensstemmelse med lovgivningen,
herunder psi-loven.
Hvis der ikke er tale om ophavsretligt beskyttet materiale, kan
myndigheden ikke opstille betingelser for videreudnyttelse i henhold
til ophavsretsloven. Da selve adgangen til materialet som udgangspunkt
er sikret i henhold til offentlighedsloven, har private aktører
således fri adgang til at udnytte sådant ikke beskyttet materiale fra
offentlige myndigheder i nye digitale tjenester, dog naturligvis med
respekt for den øvrige lovgivning.
Når en offentlig myndighed overvejer at give adgang til
videreanvendelse af dokumenter og/eller datasamlinger i myndighedens
besiddelse i overensstemmelse med psi-loven, er det på den baggrund
nødvendigt for myndigheden dels at kunne identificere, hvilket
materiale der kan være beskyttet efter ophavsretsloven, dels at kunne
fastslå, hvem der har ophavsretten.
Der findes ingen officielle registre over beskyttede værker eller
kataloger eller over, hvem der i givet fald besidder rettighederne
hertil. En eventuel beskyttelse kan heller ikke nødvendigvis aflæses
på eksemplarer af værket/kataloget. Den manglende registrering og
mærkning hænger sammen med, at ophavsretten opstår ved selve
frembringelsen af værket/fremstillingen af kataloget, jf. henholdsvis
ophavsretslovens § 1, hvorefter ”Den, som frembringer et litterært
eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket [...]” og
ophavsretslovens § 71, hvorefter ”Den, som fremstiller et katalog, en
tabel en database eller lignende [...] har eneret til at råde over det
pågældende arbejde [...]“. Der er således ingen krav om officiel
registrering eller mærkning af værket/kataloget som betingelse for
opnåelse af eneretten. Det betyder, at offentlige myndigheder,
selvstændigt må vurdere, hvorvidt dokumenter og datasamlinger i deres
besiddelse er beskyttet efter ophavsretsloven, når de skal træffe
beslutning om videreudnyttelse af materialet.
2. Opgaven
For at hjælpe de offentlige myndigheder med at foretage ovennævnte
vurdering og dermed fremme og understøtte, at offentlige data stilles
til rådighed for privat udnyttelse, forbereder IT- og Telestyrelsen en
vejledning til offentlige myndigheder.
Vejledningen skal med udgangspunkt i psi-loven bl.a., indeholde
• En indkredsning af, hvilket materiale der kan være beskyttet som
værker eller databaser efter ophavsretsloven
- indholdsmæssigt
- tidsmæssigt
• En hjælp til at fastslå, hvem der er i besiddelse af rettighederne
- oprindeligt
- efter overdragelse, herunder i
ansættelsesforhold
- i tilfælde af bearbejdelser, jf,
ophavsretslovens § 4
- i tilfælde af samleværker, jf.
ophavsretslovens § 5
- i tilfælde af fællesværker, jf.
ophavsretslovens § 6,
og konsekvenserne heraf i relation til videreudnyttelse.
• Eksempler på betingelser, som offentlige myndigheder - med respekt
for psi-lovens § 1, § 4, stk. 1, 2. pkt., samt § 8-10 - kan opstille
for videreudnyttelse af beskyttet materiale.
• Et konkret eksempel på en ansvarsfraskrivelse, som offentlige
myndigheder kan benytte i forbindelse med udlevering af materiale til
brug i nye digitale tjenester.
Som aftalt er jeg i den forbindelse blevet bedt om at udarbejde
en redegørelse, der kan bruges som grundlag for de nævnte punkter i
vejledningen. De nærmere retningslinjer for udarbejdelsen af
redegørelsen fremgår af mit brev af 7. juni 2010 til ITST.
3. Hvilket materiale i offentlige myndigheders besiddelse kan være
beskyttet efter ophavsretsloven?
En del af det materiale - i form af dokumenter og datasamlinger - som
den offentlige sektor er i besiddelse af, er beskyttet efter ophavsretsloven.
Nedenfor følger en indkredsning af dette materiale, jf. punkt 3.1 om
litterære/kunstneriske værker og fotografiske billeder og punkt 3.2.
om kataloger mv. I punkt 3.3 behandles den tidsmæssige udtrækning af beskyttelsen.
Hvis en offentlig myndighed efter gennemgangen af punkt 3.1, 3.2 og
3.3 når frem til, at materiale som ønskes videreudnyttet i
overensstemmelse med psi-loven, er ophavsretligt beskyttet, må
myndigheden overveje, hvem der er i besiddelse af rettighederne, jf.
herom nedenfor under punkt 4. Hvis materialet derimod ikke er
ophavsretligt beskyttet, er der fri adgang til videreudnyttelse i
overensstemmelse med den øvrige lovgivning, herunder psi-loven.
Myndigheden kan overveje at benytte en ansvarsfraskrivelse i
forbindelse med udlevering af sådant materiale til brug i nye digitale
tjenester, jf. nedenfor i punkt 6.
3.1 Værksbeskyttelsen efter ophavsretslovens § 1
Det følger af ophavsretslovens § 1, stk. 1, at genstanden for den
ophavsretlige beskyttelse er henholdsvis litterære og kunstneriske værker.
Udtrykket “litterære og kunstneriske værker” dækker over to
betingelser for beskyttelse efter ophavsretsloven: For det første skal
der være tale om en frembringelse på det litterære eller kunstneriske
område, jf. punkterne 3.1.1 og 3.1.2 nedenfor. For det andet skal
frembringelsen kunne karakteriseres som et værk; heri ligger det
såkaldte værkshøjdekrav.
Værkshøjdekravet indebærer, at frembringelsen skal være resultatet af
ophavsmandens egen selvstændigt skabende intellektuelle indsats.
Derfor kan kun menneskeskabte - og ikke f.eks. computergenererede -
frembringelser beskyttes som værker. Frembringelsens formål og
kunstneriske kvalitet har derimod ingen betydning. Det samme kan som
udgangspunkt siges om frembringelsens omfang. Omfanget kan dog være så
beskedent, at kravet om en selvstændigt skabende intellektuel indsats
ikke er opfyldt. Det er f.eks. tilfældet mht. helt korte tekster på
det faglitterære område, jf. punkt 3.1,1 nedenfor.
Det er kun den konkrete udformning af værket, der er beskyttet.
Ideen bag værket og de oplysninger, som værket bygger på, omfattes
ikke af den ophavsretlige beskyttelse. Hvis f.eks. en borger først får
en ide til en ny kommunal børnepasningsordning, dernæst tilvejebringer
oplysninger om udviklingen i antallet af børn, tilgængelige ressourcer
mv. og endelig beskriver ordningen i et notat, er notatet beskyttet
som et litterært værk, hvorimod den bagvedliggende ide og de som
grundlag tilvejebragte oplysninger ikke er beskyttet.
Det er derimod ikke kun den endelige udformning af værket, det er
beskyttet. Skitser, forarbejder, udkast og lignende nyder beskyttelse
på lige fod med færdiggjorte værker, se f.eks. nedenfor i punkt 3.1.2.
om værker af bygningskunst.
3.1.1 Litterære værker
De beskyttede litterære værker omfatter både skønlitterære og
faglitterære fremstillinger samt fremstillinger, der hverken kan
kategoriseres som skøn- eller faglitterære i snæver forstand. Det kan
f.eks. være breve og interviews.
De typiske eksempler på skønlitterære værker er romaner, noveller og
digte. På det skøn- litterære område er der stort set ingen nedre
grænse for, hvad der beskyttes; en frembringelse bestående af nogle
ganske få ord, f.eks. en titel, kan være ophavsretligt beskyttet.
På det faglitterære område skal en fremstilling derimod have et vist
omfang for at være ophavsretligt beskyttet. Enkelte ord og ganske
korte tekster er således ikke beskyttede og kan frit udnyttes. De
typiske eksempler på faglitterære værker er videnskabelige og andre
faglige tekster i bog- og artikelform, men også håndbøger og vejvisere
er omfattede af beskyttelsen. Beskrivelser af fremgangsmåder,
manualer, spilleregler og lignende kan være ophavsretligt beskyttede.
Almindelige dagbladsartikler og pressemeddelelser er som udgangspunkt
beskyttede, hvorimod notitser og rene meddelelser typisk falder
udenfor beskyttelsen.
Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende
offentlige aktstykker er ikke ophavsretligt beskyttede, jf.
ophavsretslovens § 9. Værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i
de nævnte aktstykker, f.eks. et bilag til en lov, falder dog indenfor
beskyttelsen. Sådanne værker må frit gengives i forbindelse med
aktstykket, hvorimod andre former for videreudnyttelse, ikke kan finde
sted uden rettighedshavernes tilladelse. Offentlige aktstykker,
herunder offentlige aktstykker, der indeholder selvstændige bidrag
f.eks. i form af bilag, kan således frit udnyttes i nye digitale
tjenester, men hvis et selvstændigt bidrag ønskes udnyttet uden
gengivelse af det offentlige aktstykke, som bidraget oprindeligt er
offentliggjort sammen med, skal ophavsmandens samtykke dog indhentes.
Også offentlige formularer og blanketter falder som udgangspunkt
udenfor den ophavsretlige beskyttelse, idet de typisk ikke har værkshøjde.
Det følger af ophavsretslovens § 1, stk. 2, at kort samt tegninger og
andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art
er ophavsretligt beskyttede som litterære værker. Bestemmelsen
omfatter f.eks. landkort og ingeniørtegninger. Det følger videre af
ophavsretslovens § 1, stk. 3, at også edb-programmer beskyttes som
litterære værker. Det er både den digitale form (objektkoden) og den
skriftlige form (kildekoden) af edb-programmet, der beskyttes. Det
gælder således både for landkort, ingeniørtegninger og lignende og for
edb-programmer i alle former, at de kun kan udnyttes i nye digitale
tjenester med ophavsmandens samtykke.
3.1.2 Kunstneriske værker og fotografiske billeder
De beskyttede kunstneriske værker omfatter primært musikværker,
sceneværker, filmværker, fotografiske værker samt værker af billed-,
bygnings- eller brugskunst.
Den kategori af kunstværker, som offentlige myndigheder omfattet af
psi-loven oftest vil være i besiddelse af, er fotografiske værker.
Alle fotografier beskyttes i en vis periode som fotografiske værker,
jf. § 1, og/eller som fotografiske billeder, jf. § 70.
Indholdsmæssigt er beskyttelsen den samme, uanset om der er tale om
et fotografisk værk eller et fotografisk billede: Videreudnyttelse,
herunder i nye digitale tjenester, kan kun ske med rettighedshavernes
samtykke. Da der imidlertid er forskelle dels i relation til, hvem,
der er rettighedshaver, jf. punkt 4 nedenfor, dels for så vidt angår
den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen, jf. punkt 3.3.2 nedenfor,
vil det være relevant at kunne kategorisere et fotografi som enten et
værk eller et billede. Kategoriseringen kan være vanskelig; i
tvivlstilfælde anbefales det at respektere den mest omfattende
beskyttelse, dvs. at klarere rettighederne som om der var tale om et
værk.
Hvis fotografiet er resultatet af en selvstændigt skabende
intellektuel indsats, har det værkshøjde og er beskyttet efter
ophavsretslovens § 1. Hvis fotografiet derimod ikke er resultatet af
en selvstændigt skabende intellektuel indsats, er det kun beskyttet
efter ophavsretslovens § 70. Det følger af forarbejderne til
ophavsretslovens § 1, at afgørende for, hvorvidt et fotografi har
værkshøjde, er, om indsatsen bag fotografiet er ydet på grundlag af
flere valgmuligheder, f.eks. i forhold til komposition, beskæring,
motivvalg, perspektiv, billedvinkel, skarphedsdybde og lyssætning.
Eftersom der i de fleste tilfælde har været sådanne valgmuligheder, da
fotografiet blev taget, er de fleste fotografier beskyttede som
værker. Dette gælder også, selvom fotografiet ikke fremstår som et
kunstværk i traditionel forstand. Som eksempler på fotografier, der
ikke er beskyttede som værker, men derimod kun som fotografiske
billeder, kan nævnes rene overvågningsfotografier; de er typisk er
taget under omstændigheder, hvor der ikke har været de nævnte valgmuligheder.
Beskyttelsen som fotografisk billede efter ophavsretslovens § 70
omfatter ikke kun traditionelle fotografier. Også røntgenbilleder,
fotografier optaget ved infrarøde stråler, satellitfotografier og
hologrammer samt negativer hertil er omfattede af beskyttelsen.
Desuden beskyttes stillbilleder fra film som fotografiske billeder.
Den sammenhængende film beskyttes derimod som et filmværk; en
beskyttelse, der svarer til beskyttelsen af fotografiske værker.
En anden type kunstværker, der kan være gengivet i dokumenter, som
offentlige myndigheder er i besiddelse af, er værker af bygningskunst.
Med bygningskunst menes ikke kun store arkitektoniske værker, men også
typehuse og bygninger af mere beskeden karakter. Desuden kan broer,
fly og skibe samt byplaner og parkanlæg være beskyttede som værker af bygningskunst.
Det er både forberedende udkast og skitser samt endelige tegninger af
bygningsværket, der er omfattet af den ophavsretlige beskyttelse. Også
fotografier af værket i alle faser er beskyttede. Videreudnyttelse af
sådant materiale i nye digitale tjenester kan således kun ske med
ophavsmandens samtykke.
3.2 Katalogbeskyttelsen efter ophavsretslovens § 71
Det følger af ophavsretslovens § 71, stk. 1, at genstanden for den
såkaldte katalogbeskyttelse, er kataloger, tabeller, databaser og
lignende, som indeholder en sammenstilling af et større antal
oplysninger og/eller er resultatet af en væsentlig investering.
Katalog- beskyttelsen omfatter videreudnyttelse af både hele og dele
af de nævnte kataloger i nye digitale tjenester, jf. herved
ophavsretslovens § 71, stk. 1 og 2.
Som eksempler på beskyttede sammenstillinger af et større antal
oplysninger kan nævnes ordbøger, bogfortegnelser og
udstillingskataloger, kalendere, telefonbøger, kommunalvejvisere,
køreplaner, prislister, kurslister og præmielister, programoversigter,
regnetabeller og diagrammer. Sådanne sammenstillinger kan altså heller
ikke videreudnyttes uden rettighedshavernes samtykke.
Det bemærkes dog, at det ikke er de enkelte oplysninger i sig selv,
der er beskyttede, men derimod kun sammenstillingen heraf. De enkelte
oplysninger - men ikke større “klumper” af enkeltstående oplysninger -
kan således frit bruges i nye digitale tjenester, ligesom der er fri
adgang til at lave en selvstændig sammenstilling af oplysninger på
baggrund af det samme kildemateriale, som blev benyttet ved
fremstillingen af det beskyttede katalog m.v.
Også kataloger mv., der er resultatet af en væsentlig investering, er
beskyttede efter ophavsretslovens § 71. Den væsentlige investering kan
både være af arbejdsmæssig og økonomisk art. En væsentlig investering
af arbejdsmæssig art vil typisk resultere i en sammenstilling af et
større antal oplysninger, jf. eksemplerne ovenfor. Hvis der er tale om
en væsentlig investering af økonomisk art, vil resultatet derimod ikke
nødvendigvis indeholde et større antal oplysninger. Således kan f.eks.
en database med et færre antal billeder eller fotografier også være
beskyttet efter ophavsretslovens § 71. Hvis indholdet har værkshøjde,
kan en sådan database også være beskyttet som et samleværk efter
ophavsretslovens § 5, jf. punkt 4.3 nedenfor. Internethjemmesider er
typisk beskyttede efter ophavsretslovens § 71 og kan - afhængigt af
indholdet - også være beskyttede efter ophavsretslovens § 5.
Når det skal vurderes, om der er tale om en væsentlig investering, er
det kun investeringen i indsamlingen og sammenstillingen af databasens
indhold, der tæller med; selve produktionen af indholdet falder
udenfor. Til illustration kan f.eks. nævnes en telefonbog:
Indsamlingen af numre og opstillingen af navne i alfabetisk
rækkefølge vil kunne bidrage til, at der er tale om en væsentlig
investering, hvorimod den investering, der er forbundet med den
oprindelige tildeling af telefonnumre, ikke tæller med.
Til yderligere illustration af, hvad der skal til, for at der
foreligger et beskyttet katalog eller lignende, kan nævnes et par
sager fra domspraksis: Domstolene har f.eks. fundet, at en
præmieliste, der indeholdt ca. 400 præmieoplysninger og var udarbejdet
på ca. 5½ time, ikke var beskyttet, mens en telefonbog, der indeholdt
2.800 numre, og som havde kostet 4 mio. kr. at udarbejde, var beskyttet.
Beskyttelsen efter ophavsretslovens § 71 omfatter kataloger mv. i
både analog og digital form. Det betyder, at uanset om et katalog
hidtil kun har foreligget i papirbaseret form, så kan videreudnyttelse
i nye digitale tjenester kun ske med rettighedshaverens samtykke.
Det bemærkes, at et katalog mv. og/eller de enkelte dele heraf også
kan være omfattet af beskyttelsen efter ophavsretslovens § 1, jf.
herved ophavsretslovens § 71, stk, 3. I forhold til sådant materiale
skal både værks- og katalogbeskyttelsen respekteres, hvilket i praksis
indebærer, at rammerne for den tidsmæssige udtrækning af beskyttelsen
sættes af den længstvarende beskyttelse, dvs. værksbeskyttelsen, jf.
nedenfor i punkt 3.3.1, og at rettighedshaverkredsen både omfatter
ophavsmænd, jf. punkt 4.1 nedenfor, og fremstillere af kataloger mv.,
jf. punkt 4.5 nedenfor.
3.3 Den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen efter ophavsretsloven
3.3.1 Den tidsmæssige udstrækning af værksbeskyttelsen
Ifølge ophavsretslovens § 63, stk. 1, varer ophavsretten til et værk,
indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår. Hvis der er tale
om et fællesværk, jf. punkt 4.4 nedenfor, varer ophavsretten, indtil
70 år er forløbet efter den længstlevende ophavsmands dødsår.
Værker, der er frembragt af nulevende ophavsmænd, er således altid
beskyttede. Det samme gælder værker af ophavsmænd, der er døde inden
for de seneste 70 år. Kun i de tilfælde, hvor der forløbet 70 år eller
mere fra udgangen af ophavsmandens dødsår, er værket frit. Værker af
ophavsmænd, der døde i 1939 eller tidligere, er således i 2010 ikke
længere beskyttede og kan videreudnyttes uden ophavsmandens samtykke.
Hvis ophavsmanden er ukendt, følger det af ophavsretslovens § 63,
stk. 2, at ophavsretten varer indtil 70 år er forløbet efter udgangen
af det år, da værket blev offentliggjort.
Ifølge ophavsretslovens § 8 anses et værk for offentliggjort, når det
lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden. Tilgængeliggørelsen for
almenheden kan f.eks. være sket ved, at eksemplarer af værket er
udbudt til salg, udlejning eller udlån, eller ved at værket er udsendt
i radio eller fjernsyn eller stillet til rådighed på internettet.
Tilgængeliggørelsen er lovlig, når den er sket med ophavsmandens samtykke.
Indlevering af materiale til en offentlig myndighed er derimod ikke
en tilgængeliggørelse for almenheden i henhold til ophavsretsloven.
Offentlige myndigheder kan således være i besiddelse af ophavsretligt
beskyttet materiale, der ikke er offentliggjort i ophavsretslovens
forstand. Ophavsretten til sådant materiale varer i 70 år efter
udgangen af det år, hvor værket blev skabt, jf. ophavsretslovens § 63,
stk. 4.
3.3.2 Den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen af fotografiske billeder
Beskyttelsestiden for fotografiske billeder er 50 år efter udgangen
af det år, da billedet blev fremstillet, jf. ophavsretslovens § 70,
stk. 2. Fremstillingen af et fotografisk billede sker, når billedet
bliver taget; fremkaldelsestidspunktet er derimod uden betydning. Hvis
der er forløbet 50 år eller mere fra udgangen af det år, hvor det
fotografiske billede blev taget, kan billedet således frit benyttes.
Pga. en særlig overgangsregel i ophavsretslovens § 91, stk. 5, er
fotografier taget før den 1. januar 1970, dog aldrig beskyttede som
fotografiske billeder. Hvis fotografiet har værkshøjde, vil det dog
være beskyttet efter reglerne i ophavsretslovens § 63, jf. punkt 3.3.1
ovenfor. For billeder, der er taget efter 1. januar 1970, udløber
beskyttelsen som fotografisk billede tidligst ved udgangen af 2020.
3.3.3 Den tidsmæssige udstrækning af katalogbeskyttelsen
Det følger af ophavsretslovens § 71, stk. 4, at katalogbeskyttelsen
varer, indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor
kataloget m.v. blev fremstillet.
Beskyttelsestiden kan dog udvides, hvis kataloget m.v. gøres
tilgængeligt for almenheden inden for dette tidsrum. I så fald varer
beskyttelsen indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor
kataloget m.v. første gang blev gjort tilgængeligt for almenheden,
Tilgængeliggørelse for almenheden kan f.eks. ske ved, at eksemplarer
af kataloget udbydes til salg eller stilles til rådighed på
internettet. Indlevering af kataloget til en offentlig myndighed er
derimod ikke en tilgængeliggørelse for almenheden.
Når en offentlig myndighed skal tage stilling til den tidsmæssige
udstrækning af beskyttelsen af et katalog mv., må myndigheden således
først fastslå fremstillingsdatoen. Hvis der er forløbet 15 år efter
udgangen af det år, hvor kataloget blev fremstillet, og kataloget ikke
er tilgængeliggjort for almenheden indenfor dette tidsrum, kan
kataloget frit benyttes i nye digitale tjenester. Hvis der derimod
ikke er forløbet 15 år efter udgangen af det år, hvor kataloget blev
fremstillet, eller hvis kataloget er tilgængeliggjort for almenheden
indenfor dette tidsrum, skal rettighedshavernes samtykke til
videreudnyttelse indhentes.
Et eksempel kan illustrere den sidstnævnte situation: En database
fremstilles i løbet af 2000 og er derfor som udgangspunkt beskyttet
indtil udgangen af 2015. Databasen gøres imidlertid første gang
tilgængelig for almenheden, f.eks. ved tilrådighedsstillelse på
internettet, i 2003. Herefter varer beskyttelsen frem til udgangen af
2018. Videreudnyttelse af databasen i nye digitale tjenester kræver
således rettighedshaverens samtykke frem til dette tidspunkt.
De nævnte regler gælder for kataloger, der er fremstillet efter den
31. december 1997.
Pga. en særlig overgangsregel er kataloger
fremstillet i perioden 1. januar 1983 - 31.
december 1997
beskyttet indtil den 1. januar 2013.
4. Hvem er i besiddelse af rettighederne efter ophavsretsloven?
Hvis en offentlig myndighed efter gennemgangen i punkt 3 når frem
til, at materiale, som ønskes videreudnyttet i overensstemmelse med
psi-loven, er beskyttet efter ophavsretsloven, må myndigheden
overveje, hvem der er i besiddelse af rettighederne.
Nedenfor i punkterne 4.1 – 4.6 følger en hjælp til denne
identifikation af rettighedshaverne.
Hvis rettighederne tilhører myndighederne selv, er det op til
myndigheden at tillade videreudnyttelse i overensstemmelse med
lovgivningen, herunder psi-loven, jf. punkt 5 nedenfor.
Hvis rettighederne derimod tilhører tredjemand, kan videreudnyttelse
kun ske med tredjemands samtykke. Det følger af psi-lovens § 6, at den
offentlige myndighed i sådanne tilfælde skal henvise til tredjemand,
hvis myndighederne ved, hvem det er. Hvis rettighedshaveren ikke
kendes. Vil det først være muligt at videreudnytte materialet efter
rettighedernes udløb, jf. punkt 3.3 overfor.
4.1 Den oprindelige rettighedshaver til værker og fotografiske billeder
Det følger ophavsretslovens § 1, stk. 1, at ophavsretten opstår hos
den fysiske person, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk.
Ophavsretten kan således ikke opstå hor juridiske personer, men
juridiske personer kan være i besiddelse af ophavsretten via
efterfølgende overdragelser, jf. nedenfor i punkt 4.6.
Den oprindelige ophavsretsmand er den person, som yder en sådan
selvstændigt skabende intellektuel indsats i forbindelse med værkets
frembringelse, at det kvalificerer til ophavsretlig beskyttelse. Den
selvstændigt skabende intellektuelle indsats ydes i og med at
frembringeren beslutter, f.eks. hvilken beskæring, vinkel, skraphed og
lyssætning et fotografisk værk skal have, eller hvorledes et litterært
værk skal være formuleret. Ophavsretten til et værk opstår således
ikke nødvendigvis hos den person, som rent faktisk frembringer værket,
men derimod hos den person, som bestemmer, hvorledes værket skal udformes.
Retten til et fotografisk billede, jf. ophavsretslovens § 70, opstår
derimod altid hos den person, som betjener kameraet, dvs. fotografen.
Da alle fotografiske værker også er fotografiske billeder, jf. punkt
3.1.2 ovenfor, vil der - indenfor beskyttelsesperioden - altid skulle
indhentes samtykke fra fotografen ved videreudnyttelse af fotografier.
Hvis fotografiet har værkshøjde, vil der desuden eventuelt skulle
indhentes samtykke fra andre personer, som har bidraget til
fotografiets frembringelse, f.eks. I tilfælde af samarbejde med
fotografen om billedets komposition, lyssætning m.v.
Ophavsretslovens § 7, stk. 1, indeholder en formodningsregel,
hvorefter den, hvis navn står på eksemplarer af værket, som
udgangspunkt anses som ophavsmand. Denne regel gælder tilsvarende for
fotografiske billeder, jf. henvisningsreglen i ophavsretslovens § 70,
stk. 3. Herudover findes ingen hjælp, f.eks. i form af registre over
ophavsmænd, til at identificere rettighedshavere til beskyttede
værker. Identifikationen kan således være forbundet med visse udfordringer.
4.2 Rettighedshaverne i forhold til bearbejdelser
Det følger af ophavsretslovens § 4, at den, som bearbejder et værk,
har ophavsret til værket i den bearbejdede form. Et typisk eksempel på
en beskyttet bearbejdelse er en oversættelse af en tekst eller en
farvefremkaldelse af et sort-hvidt fotografi. En ren digitalisering af
et værk, der i sin oprindelige form var analogt, udgør derimod ikke en
beskyttet bearbejdelse.
Videreudnyttelse af en beskyttet bearbejdelse kræver samtykke fra
både bearbejderen og rettighedshaveren til det oprindelige værk. Hvis
en offentlig myndighed har bearbejdet en tredjemands værk, kan
bearbejdelsen således kun videreudnyttes med samtykke fra både
myndigheden og den pågældende tredjemand.
4.3 Rettighedshaverne i forhold til samleværker
Det følger af ophavsretslovens § 5, at den, som ved at sammenstille
værker eller dele af værker frembringer et samleværk, har ophavsret
til samleværket. Som typiske eksempler på beskyttede samleværker kan
nævnes leksika, håndbøger, aviser, hjemmesider og multimedieværker med
tekst, lyd og billeder.
Videreudnyttelse af et beskyttet samleværk kræver samtykke både fra
sammenstilleren og fra rettighedshaverne til hver enkelt af de
sammenstillede værker. Hvis en offentlig myndighed har sammenstillet
tredjemænds værker eller sine egne og tredjemænds værker, kan
sammenstillingen således kun videreudnyttes med samtykke fra både
myndigheden og de pågældende tredjemænd.
4.4 Rettighedshaverne i forhold til fællesværker
Hvis flere personer har bidraget til et værk, uden at de enkeltes
bidrag kan udskilles som selvstændige værker, følger det af
ophavsretslovens § 6, at de pågældende personer har ophavsret til
værket i fællesskab. Der er f.eks. tale om et fællesværk, hvis to
eller flere programmører i fællesskab udvikler et edb-program, eller
hvis to eller flere forskere i fællesskab skriver en videnskabelig artikel.
Videreudnyttelse af et beskyttet fællesværk kræver samtykke fra
samtlige rettighedshavere. Man er dog kun rettighedshaver, hvis man
har ydet en selvstændigt skabende indsats i forbindelse med
frembringelsen af fællesværket, jf. punkt 4.1 ovenfor. Personer, som
kun har ydet teknisk medhjælp til frembringelsen, f.eks. ved at
indtaste et edb-programs kode efter andres anvisninger eller ved at
renskrive en artikel, er ikke rettighedshavere.
4.5 Den oprindelige rettighedshaver til et katalog m.v.
Det følger af ophavsretslovens § 71, stk. 1, at retten til et katalog
mv. opstår hos fremstilleren af kataloget mv. Fremstilleren er den
eller de fysiske eller juridiske personer, som har sammenstillet
oplysningerne eller haft ansvaret og båret risikoen for den
investering, der ligger bag det pågældende arbejde. I modsætning til,
hvad der gælder for værker, kan retten til et katalog således både
opstå hos fysiske og juridiske personer.
Formodningsreglen i ophavsretslovens § 7, stk. 1, hvorefter den, hvis
navn står på eksemplarer af værket, som udgangspunkt anses som
ophavsmand, gælder tilsvarende for kataloger mv., jf.
henvisningsbestemmelsen i ophavsretslovens § 71, stk. 5. Herudover
findes der - ligesom mht. til værker - ikke nogen hjælp til at
identificere rettighedshaverne, f.eks. i form af registre over
fremstillere af kataloger. Identifikationen kan således være forbundet
med visse udfordringer.
4.6 Rettighedshaveren efter en overdragelse. herunder i ansættelsesforhold
Både ophavsretten, retten til fotografiske billeder og katalogretten
kan overdrages helt eller delvist og falde i arv efter de almindelige
formueretlige regler. Dermed er rettighedshaveren på det tidspunkt,
hvor et værk, et fotografisk billede eller et katalog m.v. ønskes
videreudnyttet, ikke nødvendigvis identisk med den oprindelige rettighedshaver.
Som nævnt under punkt 4.1 og 4.5 findes der ingen registre over
rettighedshavere til beskyttet materiale, hvorfor det kan være
forbundet med visse udfordringer at identificere disse
rettighedshavere. Dette gælder særligt, hvis rettighederne er
overdraget i et eller flere led, eller hvis de er faldet i arv.
Det vil dog som udgangspunkt være ukompliceret at identificere
rettighedshaveren i én ofte forekommende overdragelsessituation;
overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold. Hovedreglen er
nemlig, at ophavsretten til et værk, der er frembragt i et
ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, men kun i det omfang
det er nødvendigt af hensyn til arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed.
Til illustration kan nævnes, at hvis en journalist som led i sit
ansættelsesforhold på et dagblad skriver en artikel om de mest
handicapvenlige seværdigheder indenfor et lokal- område, så overgår
retten til at gengive artiklen i morgendagens avis til dagbladet.
Retten til øvrige udnyttelser, f.eks. at inkludere artiklen i en
digital handicapguide til lokalområdet, forbliver derimod
journalistens. Hvis tredjemand ønsker at videreudnytte artiklen på
sidstnævnte måde, skal samtykket således indhentes hos journalisten og
Ikke hos dagbladet.
Rettigheder til edb-programmer fremstillet i ansættelsesforhold er
dog altid overdraget fuldt ud til arbejdsgiveren, jf. ophavsretslovens
§ 59. Da de fleste edb-programmer er fremstillet i ansættelsesforhold,
vil samtykket til videreudnyttelse af edb-programmer oftest skulle
indhentes hos det firma, der står bag edb-programmet.
5. Betingelser for udnyttelse af materiale, hvortil offentlige
myndigheder har rettigheder efter ophavsretsloven
Hvis en offentlig myndighed efter gennemgangen i punkt 4 når frem
til, at myndigheden selv har rettighederne til materiale, som ønskes
videreudnyttet, er det op til myndigheden at tillade denne
videreudnyttelse i overensstemmelse med lovgivningen, herunder psi-loven.
Det følger af psi-lovens § 4, stk. 1, 2. pkt., at myndigheden kan
fastsætte betingelser for videreudnyttelsen, men at disse betingelser
hverken må begrænse videreudnyttelsen eller konkurrencen.
Det indebærer, at myndigheden skal fastsætte enslydende betingelser
for alle, og at betingelserne indholdsmæssigt kun kan vedrøre
kreditering og andre Informationsforpligtelser.
Pligten til at kreditere gælder under alle omstændigheder i
forbindelse med videreudnyttelse af værker og fotografiske billeder,
jf. ophavsretslovens § 3 og henvisningen hertil i ophavsretslovens §
70, stk. 3. I forhold til kataloger mv. kan myndigheden opstille et
krav om at blive krediteret som modydelse til tilladelsen til videreudnyttelse.
Herudover kan myndigheden f.eks. kræve, at det i forbindelse med
enhver udnyttelse af både værker, fotografiske billeder og kataloger
m.v. oplyses, at alle andre har samme adgang til at videreudnytte
materialet fra myndigheden - altså, at der ikke ved vurderingen af de
offentlige data er lovet nogen eksklusivitet til modtageren.
Myndigheden vil også kunne kræve, at videreudnyttelsen på forskellige
måder rapporteres tilbage til myndigheden. En sådan
rapporteringsforpligtelse vil kunne bestå i, at brugeren f.eks. skal
sende en kopi af det endelige produkt, hvori myndighedens materiale
indgår, til myndigheden, eller oplyse på hvilken internetadresse det
endelige produkt er tilgængeliggjort.
Informationspligterne må dog ikke blive så omfattende, at der i
realiteten bliver tale om en begrænsning af videreudnyttelsen.
6. Ansvarsfraskrivelse i forbindelse med udlevering af materiale til
brug i nye digitale tjenester
Det materiale, som offentlige myndigheder kan udlevere til brug i nye
digitale tjenester, er dels materiale, der ikke er beskyttet efter
ophavsretsloven, jf. indledningen til punkt 3 ovenfor, dels materiale,
hvortil myndighederne besidder rettighederne, jf. indledningen til
punkt 4 ovenfor. Det bemærkes, at offentlige myndigheder i
overensstemmelse med reglerne i offentlighedsloven også skal udlevere
materiale, hvortil tredjemand besidder ophavsrettigheder og lignende,
men at adgangen til videreudnyttelse af sådant materiale afhænger af
den rettighedsbesiddende tredjemands samtykke.
I forbindelse med udlevering af materiale til brug i nye digitale
tjenester kan en offentlig myndighed i et vist omfang fraskrive sig
ansvar, dels således at myndigheden ikke indestår for materialet,
herunder mht. indhold og oprindelse, dels således at myndigheden ikke
er ansvarlig for skade, der måtte følge af brug af materialet.
Ansvarsfraskrivelsen vil i sagens natur ikke vedrøre materiale,
hvortil tredjemand besidder ophavsrettigheder og lignende.
En offentlig myndighed må naturligvis til enhver tid indestå for
materiale, som myndigheden har frembragt som led i sin
myndighedsopgave; myndigheden kan således kun fraskrive sig at indestå
for materiale, der ikke er frembragt på denne måde.
En ansvarsfraskrivelse mht. indeståelse kan f.eks. formuleres på
følgende måde:
”[Indsæt den offentlig myndigheds navn] udleverer [indsæt
betegnelsen/betegnelserne for det udleverede materiale, der ikke er
frembragt som led i myndighedsudøvelse] uden ansvar af nogen art,
herunder for indhold og oprindelse, af dette materiale.”
Mht. ansvar for skade stiller den almindelige erstatningsret visse
grænser for, hvor meget ansvar offentlige myndigheder kan fraskrive
sig i forhold til brug og videreudnyttelse af materiale, som
myndigheden har frembragt som led i sin myndighedsopgave. Hvis der er
tale om helt almindelig brug og videreudnyttelse af materialet, kan
myndigheden således ikke fraskrive sig ansvar for eventuelle skader –
i hvert fald ikke i det omfang, borgere og virksomheder i
almindelighed må kunne støtte ret på de af myndigheden tilvejebragte
oplysninger. Derimod vil det formentligvære muligt for myndigheden at
fraskrive sig ansvaret for skader som følge af, at materialet
videreudnyttes i ekstreme og uforudsigelige sammenhænge. Myndigheden
vil ligeledes kunne fraskrive sig ansvaret for skader, der følger af
brug af udleveret materiale, der ikke er frembragt som led i en myndighedsopgave.
En ansvarsfraskrivelse mht. skader kan f.eks. formuleres på følgende måde:
“[Indsæt den offentlige myndigheds navn] fraskriver sig ethvert
ansvar for alle former for skade, der måtte følge af enhver brug af
[Indsæt betegnelsen/betegnelserne for det udleverede materiale].”
De nævnte ansvarsfraskrivelser kan naturligvis kombineres.
Såfremt ovennævnte giver anledning til spørgsmål eller
kommentarer, står jeg naturligvis til rådighed.
Med venlig hilsen
Kammeradvokaten
v/Mette Lindskoug
Advokat