Loading…
Tilbage

Kammeradvokatens redegørelse i forbindelse med ODIS-initiativet (klar tekst)


20-02-2012 09:26:07

==========================================================================

Dette er tekstudgaven af Kammeradvokatens redegørelse i forbindelse med ODIS-initiativet.
Redegørelsen kan også hentes som pdf-fil ved at klikke her

===========================================================================

Kammeradvokaten

Dato: 8. juli 2010
J.nr.: 46-0793 MLS/ILS

Vester Farimagsgade 23
DK-1606 København V

Telefon: 33 15 20 10
Telefax: 33 15 61 15

mail@kammeradvokaten.dk
www.kammeradvokaten.dk

Ref.: Mette Lindskoug
mls@kammeradvokaten.dk
Direkte 72 30 72 68
Mobil: 25 43 03 18

IT- og Telestyrelsen
Holsteinsgade 63
2100 København K
Att.: Kontorchef Cecile Christensen

Redegørelse i forbindelse med ODIS-initiativet

1. Baggrunden

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har iværksat initiativet “Offentlige data i spil”, der går under betegnelsen ODIS-initiativet.

Det overordnede formål med ODIS-initiativet er at give private aktører mulighed for at udnytte offentlige data i nye digitale tjenester i overensstemmelse med lov nr. 596 af 24. juni 2005 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (herefter psi-loven). I første omgang omfatter initiativet dog ikke materiale, der er omfattet af personoplysningsloven.

Det fremgår af psi-lovens § 2, stk. 2, nr. 2, at loven ikke omfatter dokumenter og data- samlinger, hvortil tredjemand besidder en immateriel rettighed. Den immaterielle rettighed, der oftest vil være tale om, er ophavsret, jf. ophavsretslovens § 2 og § 3, og/eller den hermed beslægtede katalogbeskyttelse, jf. ophavsretslovens § 71.

Ophavsretten og katalogbeskyttelsen indebærer en eneret til videreudnyttelse f.eks. ved brug af det beskyttede materiale i nye digitale tjenester. Hvis en offentlig myndighed er i besiddelse af dokumenter og datasamlinger, hvortil tredjemand har rettigheder efter ophavsretsloven, kan myndigheden således ikke tillade videreudnyttelse af dette materiale; det kan kun den rettighedsbesiddende tredjemand. Det følger dog af psi-lovens § 6, at den offentlige myndighed i sådanne tilfælde skal henvise til den rettighedsbesiddende tredjemand, når denne kendes. Alternativt skal myndigheden henvise til den licensgiver, hvorfra myndigheden har indhentet materialet.

Hvis der er tale om ophavsretligt beskyttet materiale, og rettighederne derimod tilhører myndigheden, er det op til myndigheden at tillade videreudnyttelse i overensstemmelse med lovgivningen, herunder psi-loven.

Hvis der ikke er tale om ophavsretligt beskyttet materiale, kan myndigheden ikke opstille betingelser for videreudnyttelse i henhold til ophavsretsloven. Da selve adgangen til materialet som udgangspunkt er sikret i henhold til offentlighedsloven, har private aktører således fri adgang til at udnytte sådant ikke beskyttet materiale fra offentlige myndigheder i nye digitale tjenester, dog naturligvis med respekt for den øvrige lovgivning.

Når en offentlig myndighed overvejer at give adgang til videreanvendelse af dokumenter og/eller datasamlinger i myndighedens besiddelse i overensstemmelse med psi-loven, er det på den baggrund nødvendigt for myndigheden dels at kunne identificere, hvilket materiale der kan være beskyttet efter ophavsretsloven, dels at kunne fastslå, hvem der har ophavsretten.

Der findes ingen officielle registre over beskyttede værker eller kataloger eller over, hvem der i givet fald besidder rettighederne hertil. En eventuel beskyttelse kan heller ikke nødvendigvis aflæses på eksemplarer af værket/kataloget. Den manglende registrering og mærkning hænger sammen med, at ophavsretten opstår ved selve frembringelsen af værket/fremstillingen af kataloget, jf. henholdsvis ophavsretslovens § 1, hvorefter ”Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket [...]” og ophavsretslovens § 71, hvorefter ”Den, som fremstiller et katalog, en tabel en database eller lignende [...] har eneret til at råde over det pågældende arbejde [...]“. Der er således ingen krav om officiel registrering eller mærkning af værket/kataloget som betingelse for opnåelse af eneretten. Det betyder, at offentlige myndigheder, selvstændigt må vurdere, hvorvidt dokumenter og datasamlinger i deres besiddelse er beskyttet efter ophavsretsloven, når de skal træffe beslutning om videreudnyttelse af materialet.

2. Opgaven

For at hjælpe de offentlige myndigheder med at foretage ovennævnte vurdering og dermed fremme og understøtte, at offentlige data stilles til rådighed for privat udnyttelse, forbereder IT- og Telestyrelsen en vejledning til offentlige myndigheder.

Vejledningen skal med udgangspunkt i psi-loven bl.a., indeholde

• En indkredsning af, hvilket materiale der kan være beskyttet som værker eller databaser efter ophavsretsloven
- indholdsmæssigt
- tidsmæssigt

• En hjælp til at fastslå, hvem der er i besiddelse af rettighederne
- oprindeligt
- efter overdragelse, herunder i ansættelsesforhold
- i tilfælde af bearbejdelser, jf, ophavsretslovens § 4
- i tilfælde af samleværker, jf. ophavsretslovens § 5
- i tilfælde af fællesværker, jf. ophavsretslovens § 6,

og konsekvenserne heraf i relation til videreudnyttelse.

• Eksempler på betingelser, som offentlige myndigheder - med respekt for psi-lovens § 1, § 4, stk. 1, 2. pkt., samt § 8-10 - kan opstille for videreudnyttelse af beskyttet materiale.

• Et konkret eksempel på en ansvarsfraskrivelse, som offentlige myndigheder kan benytte i forbindelse med udlevering af materiale til brug i nye digitale tjenester.


Som aftalt er jeg i den forbindelse blevet bedt om at udarbejde en redegørelse, der kan bruges som grundlag for de nævnte punkter i vejledningen. De nærmere retningslinjer for udarbejdelsen af redegørelsen fremgår af mit brev af 7. juni 2010 til ITST.

3. Hvilket materiale i offentlige myndigheders besiddelse kan være beskyttet efter ophavsretsloven? 

En del af det materiale - i form af dokumenter og datasamlinger - som den offentlige sektor er i besiddelse af, er beskyttet efter ophavsretsloven.

Nedenfor følger en indkredsning af dette materiale, jf. punkt 3.1 om litterære/kunstneriske værker og fotografiske billeder og punkt 3.2. om kataloger mv. I punkt 3.3 behandles den tidsmæssige udtrækning af beskyttelsen.

Hvis en offentlig myndighed efter gennemgangen af punkt 3.1, 3.2 og 3.3 når frem til, at materiale som ønskes videreudnyttet i overensstemmelse med psi-loven, er ophavsretligt beskyttet, må myndigheden overveje, hvem der er i besiddelse af rettighederne, jf. herom nedenfor under punkt 4. Hvis materialet derimod ikke er ophavsretligt beskyttet, er der fri adgang til videreudnyttelse i overensstemmelse med den øvrige lovgivning, herunder psi-loven. Myndigheden kan overveje at benytte en ansvarsfraskrivelse i forbindelse med udlevering af sådant materiale til brug i nye digitale tjenester, jf. nedenfor i punkt 6.

3.1 Værksbeskyttelsen efter ophavsretslovens § 1 

Det følger af ophavsretslovens § 1, stk. 1, at genstanden for den ophavsretlige beskyttelse er henholdsvis litterære og kunstneriske værker.

Udtrykket “litterære og kunstneriske værker” dækker over to betingelser for beskyttelse efter ophavsretsloven: For det første skal der være tale om en frembringelse på det litterære eller kunstneriske område, jf. punkterne 3.1.1 og 3.1.2 nedenfor. For det andet skal frembringelsen kunne karakteriseres som et værk; heri ligger det såkaldte værkshøjdekrav.

Værkshøjdekravet indebærer, at frembringelsen skal være resultatet af ophavsmandens egen selvstændigt skabende intellektuelle indsats. Derfor kan kun menneskeskabte - og ikke f.eks. computergenererede - frembringelser beskyttes som værker. Frembringelsens formål og kunstneriske kvalitet har derimod ingen betydning. Det samme kan som udgangspunkt siges om frembringelsens omfang. Omfanget kan dog være så beskedent, at kravet om en selvstændigt skabende intellektuel indsats ikke er opfyldt. Det er f.eks. tilfældet mht. helt korte tekster på det faglitterære område, jf. punkt 3.1,1 nedenfor.

Det er kun den konkrete udformning af værket, der er beskyttet. Ideen bag værket og de oplysninger, som værket bygger på, omfattes ikke af den ophavsretlige beskyttelse. Hvis f.eks. en borger først får en ide til en ny kommunal børnepasningsordning, dernæst tilvejebringer oplysninger om udviklingen i antallet af børn, tilgængelige ressourcer mv. og endelig beskriver ordningen i et notat, er notatet beskyttet som et litterært værk, hvorimod den bagvedliggende ide og de som grundlag tilvejebragte oplysninger ikke er beskyttet.

Det er derimod ikke kun den endelige udformning af værket, det er beskyttet. Skitser, forarbejder, udkast og lignende nyder beskyttelse på lige fod med færdiggjorte værker, se f.eks. nedenfor i punkt 3.1.2. om værker af bygningskunst.

3.1.1 Litterære værker

De beskyttede litterære værker omfatter både skønlitterære og faglitterære fremstillinger samt fremstillinger, der hverken kan kategoriseres som skøn- eller faglitterære i snæver forstand. Det kan f.eks. være breve og interviews.

De typiske eksempler på skønlitterære værker er romaner, noveller og digte. På det skøn- litterære område er der stort set ingen nedre grænse for, hvad der beskyttes; en frembringelse bestående af nogle ganske få ord, f.eks. en titel, kan være ophavsretligt beskyttet.

På det faglitterære område skal en fremstilling derimod have et vist omfang for at være ophavsretligt beskyttet. Enkelte ord og ganske korte tekster er således ikke beskyttede og kan frit udnyttes. De typiske eksempler på faglitterære værker er videnskabelige og andre faglige tekster i bog- og artikelform, men også håndbøger og vejvisere er omfattede af beskyttelsen. Beskrivelser af fremgangsmåder, manualer, spilleregler og lignende kan være ophavsretligt beskyttede. Almindelige dagbladsartikler og pressemeddelelser er som udgangspunkt beskyttede, hvorimod notitser og rene meddelelser typisk falder udenfor beskyttelsen.

Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke ophavsretligt beskyttede, jf. ophavsretslovens § 9. Værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de nævnte aktstykker, f.eks. et bilag til en lov, falder dog indenfor beskyttelsen. Sådanne værker må frit gengives i forbindelse med aktstykket, hvorimod andre former for videreudnyttelse, ikke kan finde sted uden rettighedshavernes tilladelse. Offentlige aktstykker, herunder offentlige aktstykker, der indeholder selvstændige bidrag f.eks. i form af bilag, kan således frit udnyttes i nye digitale tjenester, men hvis et selvstændigt bidrag ønskes udnyttet uden gengivelse af det offentlige aktstykke, som bidraget oprindeligt er offentliggjort sammen med, skal ophavsmandens samtykke dog indhentes. Også offentlige formularer og blanketter falder som udgangspunkt udenfor den ophavsretlige beskyttelse, idet de typisk ikke har værkshøjde.

Det følger af ophavsretslovens § 1, stk. 2, at kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art er ophavsretligt beskyttede som litterære værker. Bestemmelsen omfatter f.eks. landkort og ingeniørtegninger. Det følger videre af ophavsretslovens § 1, stk. 3, at også edb-programmer beskyttes som litterære værker. Det er både den digitale form (objektkoden) og den skriftlige form (kildekoden) af edb-programmet, der beskyttes. Det gælder således både for landkort, ingeniørtegninger og lignende og for edb-programmer i alle former, at de kun kan udnyttes i nye digitale tjenester med ophavsmandens samtykke.

3.1.2 Kunstneriske værker og fotografiske billeder 

De beskyttede kunstneriske værker omfatter primært musikværker, sceneværker, filmværker, fotografiske værker samt værker af billed-, bygnings- eller brugskunst.

Den kategori af kunstværker, som offentlige myndigheder omfattet af psi-loven oftest vil være i besiddelse af, er fotografiske værker. Alle fotografier beskyttes i en vis periode som fotografiske værker, jf. § 1, og/eller som fotografiske billeder, jf. § 70.

Indholdsmæssigt er beskyttelsen den samme, uanset om der er tale om et fotografisk værk eller et fotografisk billede: Videreudnyttelse, herunder i nye digitale tjenester, kan kun ske med rettighedshavernes samtykke. Da der imidlertid er forskelle dels i relation til, hvem, der er rettighedshaver, jf. punkt 4 nedenfor, dels for så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen, jf. punkt 3.3.2 nedenfor, vil det være relevant at kunne kategorisere et fotografi som enten et værk eller et billede. Kategoriseringen kan være vanskelig; i tvivlstilfælde anbefales det at respektere den mest omfattende beskyttelse, dvs. at klarere rettighederne som om der var tale om et værk.

Hvis fotografiet er resultatet af en selvstændigt skabende intellektuel indsats, har det værkshøjde og er beskyttet efter ophavsretslovens § 1. Hvis fotografiet derimod ikke er resultatet af en selvstændigt skabende intellektuel indsats, er det kun beskyttet efter ophavsretslovens § 70. Det følger af forarbejderne til ophavsretslovens § 1, at afgørende for, hvorvidt et fotografi har værkshøjde, er, om indsatsen bag fotografiet er ydet på grundlag af flere valgmuligheder, f.eks. i forhold til komposition, beskæring, motivvalg, perspektiv, billedvinkel, skarphedsdybde og lyssætning. Eftersom der i de fleste tilfælde har været sådanne valgmuligheder, da fotografiet blev taget, er de fleste fotografier beskyttede som værker. Dette gælder også, selvom fotografiet ikke fremstår som et kunstværk i traditionel forstand. Som eksempler på fotografier, der ikke er beskyttede som værker, men derimod kun som fotografiske billeder, kan nævnes rene overvågningsfotografier; de er typisk er taget under omstændigheder, hvor der ikke har været de nævnte valgmuligheder.

Beskyttelsen som fotografisk billede efter ophavsretslovens § 70 omfatter ikke kun traditionelle fotografier. Også røntgenbilleder, fotografier optaget ved infrarøde stråler, satellitfotografier og hologrammer samt negativer hertil er omfattede af beskyttelsen. Desuden beskyttes stillbilleder fra film som fotografiske billeder.

Den sammenhængende film beskyttes derimod som et filmværk; en beskyttelse, der svarer til beskyttelsen af fotografiske værker.

En anden type kunstværker, der kan være gengivet i dokumenter, som offentlige myndigheder er i besiddelse af, er værker af bygningskunst. Med bygningskunst menes ikke kun store arkitektoniske værker, men også typehuse og bygninger af mere beskeden karakter. Desuden kan broer, fly og skibe samt byplaner og parkanlæg være beskyttede som værker af bygningskunst.

Det er både forberedende udkast og skitser samt endelige tegninger af bygningsværket, der er omfattet af den ophavsretlige beskyttelse. Også fotografier af værket i alle faser er beskyttede. Videreudnyttelse af sådant materiale i nye digitale tjenester kan således kun ske med ophavsmandens samtykke.

3.2 Katalogbeskyttelsen efter ophavsretslovens § 71 

Det følger af ophavsretslovens § 71, stk. 1, at genstanden for den såkaldte katalogbeskyttelse, er kataloger, tabeller, databaser og lignende, som indeholder en sammenstilling af et større antal oplysninger og/eller er resultatet af en væsentlig investering. Katalog- beskyttelsen omfatter videreudnyttelse af både hele og dele af de nævnte kataloger i nye digitale tjenester, jf. herved ophavsretslovens § 71, stk. 1 og 2.

Som eksempler på beskyttede sammenstillinger af et større antal oplysninger kan nævnes ordbøger, bogfortegnelser og udstillingskataloger, kalendere, telefonbøger, kommunalvejvisere, køreplaner, prislister, kurslister og præmielister, programoversigter, regnetabeller og diagrammer. Sådanne sammenstillinger kan altså heller ikke videreudnyttes uden rettighedshavernes samtykke.

Det bemærkes dog, at det ikke er de enkelte oplysninger i sig selv, der er beskyttede, men derimod kun sammenstillingen heraf. De enkelte oplysninger - men ikke større “klumper” af enkeltstående oplysninger - kan således frit bruges i nye digitale tjenester, ligesom der er fri adgang til at lave en selvstændig sammenstilling af oplysninger på baggrund af det samme kildemateriale, som blev benyttet ved fremstillingen af det beskyttede katalog m.v.

Også kataloger mv., der er resultatet af en væsentlig investering, er beskyttede efter ophavsretslovens § 71. Den væsentlige investering kan både være af arbejdsmæssig og økonomisk art. En væsentlig investering af arbejdsmæssig art vil typisk resultere i en sammenstilling af et større antal oplysninger, jf. eksemplerne ovenfor. Hvis der er tale om en væsentlig investering af økonomisk art, vil resultatet derimod ikke nødvendigvis indeholde et større antal oplysninger. Således kan f.eks. en database med et færre antal billeder eller fotografier også være beskyttet efter ophavsretslovens § 71. Hvis indholdet har værkshøjde, kan en sådan database også være beskyttet som et samleværk efter ophavsretslovens § 5, jf. punkt 4.3 nedenfor. Internethjemmesider er typisk beskyttede efter ophavsretslovens § 71 og kan - afhængigt af indholdet - også være beskyttede efter ophavsretslovens § 5.

Når det skal vurderes, om der er tale om en væsentlig investering, er det kun investeringen i indsamlingen og sammenstillingen af databasens indhold, der tæller med; selve produktionen af indholdet falder udenfor. Til illustration kan f.eks. nævnes en telefonbog:

Indsamlingen af numre og opstillingen af navne i alfabetisk rækkefølge vil kunne bidrage til, at der er tale om en væsentlig investering, hvorimod den investering, der er forbundet med den oprindelige tildeling af telefonnumre, ikke tæller med.

Til yderligere illustration af, hvad der skal til, for at der foreligger et beskyttet katalog eller lignende, kan nævnes et par sager fra domspraksis: Domstolene har f.eks. fundet, at en præmieliste, der indeholdt ca. 400 præmieoplysninger og var udarbejdet på ca. 5½ time, ikke var beskyttet, mens en telefonbog, der indeholdt 2.800 numre, og som havde kostet 4 mio. kr. at udarbejde, var beskyttet.

Beskyttelsen efter ophavsretslovens § 71 omfatter kataloger mv. i både analog og digital form. Det betyder, at uanset om et katalog hidtil kun har foreligget i papirbaseret form, så kan videreudnyttelse i nye digitale tjenester kun ske med rettighedshaverens samtykke.

Det bemærkes, at et katalog mv. og/eller de enkelte dele heraf også kan være omfattet af beskyttelsen efter ophavsretslovens § 1, jf. herved ophavsretslovens § 71, stk, 3. I forhold til sådant materiale skal både værks- og katalogbeskyttelsen respekteres, hvilket i praksis indebærer, at rammerne for den tidsmæssige udtrækning af beskyttelsen sættes af den længstvarende beskyttelse, dvs. værksbeskyttelsen, jf. nedenfor i punkt 3.3.1, og at rettighedshaverkredsen både omfatter ophavsmænd, jf. punkt 4.1 nedenfor, og fremstillere af kataloger mv., jf. punkt 4.5 nedenfor.

3.3 Den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen efter ophavsretsloven
3.3.1 Den tidsmæssige udstrækning af værksbeskyttelsen 

Ifølge ophavsretslovens § 63, stk. 1, varer ophavsretten til et værk, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår. Hvis der er tale om et fællesværk, jf. punkt 4.4 nedenfor, varer ophavsretten, indtil 70 år er forløbet efter den længstlevende ophavsmands dødsår.

Værker, der er frembragt af nulevende ophavsmænd, er således altid beskyttede. Det samme gælder værker af ophavsmænd, der er døde inden for de seneste 70 år. Kun i de tilfælde, hvor der forløbet 70 år eller mere fra udgangen af ophavsmandens dødsår, er værket frit. Værker af ophavsmænd, der døde i 1939 eller tidligere, er således i 2010 ikke længere beskyttede og kan videreudnyttes uden ophavsmandens samtykke.

Hvis ophavsmanden er ukendt, følger det af ophavsretslovens § 63, stk. 2, at ophavsretten varer indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev offentliggjort.

Ifølge ophavsretslovens § 8 anses et værk for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden. Tilgængeliggørelsen for almenheden kan f.eks. være sket ved, at eksemplarer af værket er udbudt til salg, udlejning eller udlån, eller ved at værket er udsendt i radio eller fjernsyn eller stillet til rådighed på internettet. Tilgængeliggørelsen er lovlig, når den er sket med ophavsmandens samtykke.

Indlevering af materiale til en offentlig myndighed er derimod ikke en tilgængeliggørelse for almenheden i henhold til ophavsretsloven. Offentlige myndigheder kan således være i besiddelse af ophavsretligt beskyttet materiale, der ikke er offentliggjort i ophavsretslovens forstand. Ophavsretten til sådant materiale varer i 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt, jf. ophavsretslovens § 63, stk. 4.

3.3.2 Den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen af fotografiske billeder 

Beskyttelsestiden for fotografiske billeder er 50 år efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet, jf. ophavsretslovens § 70, stk. 2. Fremstillingen af et fotografisk billede sker, når billedet bliver taget; fremkaldelsestidspunktet er derimod uden betydning. Hvis der er forløbet 50 år eller mere fra udgangen af det år, hvor det fotografiske billede blev taget, kan billedet således frit benyttes. Pga. en særlig overgangsregel i ophavsretslovens § 91, stk. 5, er fotografier taget før den 1. januar 1970, dog aldrig beskyttede som fotografiske billeder. Hvis fotografiet har værkshøjde, vil det dog være beskyttet efter reglerne i ophavsretslovens § 63, jf. punkt 3.3.1 ovenfor. For billeder, der er taget efter 1. januar 1970, udløber beskyttelsen som fotografisk billede tidligst ved udgangen af 2020.

3.3.3 Den tidsmæssige udstrækning af katalogbeskyttelsen 

Det følger af ophavsretslovens § 71, stk. 4, at katalogbeskyttelsen varer, indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor kataloget m.v. blev fremstillet. 


Beskyttelsestiden kan dog udvides, hvis kataloget m.v. gøres tilgængeligt for almenheden inden for dette tidsrum. I så fald varer beskyttelsen indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor kataloget m.v. første gang blev gjort tilgængeligt for almenheden,

Tilgængeliggørelse for almenheden kan f.eks. ske ved, at eksemplarer af kataloget udbydes til salg eller stilles til rådighed på internettet. Indlevering af kataloget til en offentlig myndighed er derimod ikke en tilgængeliggørelse for almenheden.

Når en offentlig myndighed skal tage stilling til den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen af et katalog mv., må myndigheden således først fastslå fremstillingsdatoen. Hvis der er forløbet 15 år efter udgangen af det år, hvor kataloget blev fremstillet, og kataloget ikke er tilgængeliggjort for almenheden indenfor dette tidsrum, kan kataloget frit benyttes i nye digitale tjenester. Hvis der derimod ikke er forløbet 15 år efter udgangen af det år, hvor kataloget blev fremstillet, eller hvis kataloget er tilgængeliggjort for almenheden indenfor dette tidsrum, skal rettighedshavernes samtykke til videreudnyttelse indhentes.

Et eksempel kan illustrere den sidstnævnte situation: En database fremstilles i løbet af 2000 og er derfor som udgangspunkt beskyttet indtil udgangen af 2015. Databasen gøres imidlertid første gang tilgængelig for almenheden, f.eks. ved tilrådighedsstillelse på internettet, i 2003. Herefter varer beskyttelsen frem til udgangen af 2018. Videreudnyttelse af databasen i nye digitale tjenester kræver således rettighedshaverens samtykke frem til dette tidspunkt.

De nævnte regler gælder for kataloger, der er fremstillet efter den 31. december 1997.
Pga. en særlig overgangsregel er kataloger fremstillet i perioden 1. januar 1983 - 31.
december 1997 beskyttet indtil den 1. januar 2013.

4. Hvem er i besiddelse af rettighederne efter ophavsretsloven?

Hvis en offentlig myndighed efter gennemgangen i punkt 3 når frem til, at materiale, som ønskes videreudnyttet i overensstemmelse med psi-loven, er beskyttet efter ophavsretsloven, må myndigheden overveje, hvem der er i besiddelse af rettighederne.

Nedenfor i punkterne 4.1 – 4.6 følger en hjælp til denne identifikation af rettighedshaverne.

Hvis rettighederne tilhører myndighederne selv, er det op til myndigheden at tillade videreudnyttelse i overensstemmelse med lovgivningen, herunder psi-loven, jf. punkt 5 nedenfor.

Hvis rettighederne derimod tilhører tredjemand, kan videreudnyttelse kun ske med tredjemands samtykke. Det følger af psi-lovens § 6, at den offentlige myndighed i sådanne tilfælde skal henvise til tredjemand, hvis myndighederne ved, hvem det er. Hvis rettighedshaveren ikke kendes. Vil det først være muligt at videreudnytte materialet efter rettighedernes udløb, jf. punkt 3.3 overfor.

4.1 Den oprindelige rettighedshaver til værker og fotografiske billeder

Det følger ophavsretslovens § 1, stk. 1, at ophavsretten opstår hos den fysiske person, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk.

Ophavsretten kan således ikke opstå hor juridiske personer, men juridiske personer kan være i besiddelse af ophavsretten via efterfølgende overdragelser, jf. nedenfor i punkt 4.6.

Den oprindelige ophavsretsmand er den person, som yder en sådan selvstændigt skabende intellektuel indsats i forbindelse med værkets frembringelse, at det kvalificerer til ophavsretlig beskyttelse. Den selvstændigt skabende intellektuelle indsats ydes i og med at frembringeren beslutter, f.eks. hvilken beskæring, vinkel, skraphed og lyssætning et fotografisk værk skal have, eller hvorledes et litterært værk skal være formuleret. Ophavsretten til et værk opstår således ikke nødvendigvis hos den person, som rent faktisk frembringer værket, men derimod hos den person, som bestemmer, hvorledes værket skal udformes.

Retten til et fotografisk billede, jf. ophavsretslovens § 70, opstår derimod altid hos den person, som betjener kameraet, dvs. fotografen. Da alle fotografiske værker også er fotografiske billeder, jf. punkt 3.1.2 ovenfor, vil der - indenfor beskyttelsesperioden - altid skulle indhentes samtykke fra fotografen ved videreudnyttelse af fotografier. Hvis fotografiet har værkshøjde, vil der desuden eventuelt skulle indhentes samtykke fra andre personer, som har bidraget til fotografiets frembringelse, f.eks. I tilfælde af samarbejde med fotografen om billedets komposition, lyssætning m.v.

Ophavsretslovens § 7, stk. 1, indeholder en formodningsregel, hvorefter den, hvis navn står på eksemplarer af værket, som udgangspunkt anses som ophavsmand. Denne regel gælder tilsvarende for fotografiske billeder, jf. henvisningsreglen i ophavsretslovens § 70, stk. 3. Herudover findes ingen hjælp, f.eks. i form af registre over ophavsmænd, til at identificere rettighedshavere til beskyttede værker. Identifikationen kan således være forbundet med visse udfordringer.

4.2 Rettighedshaverne i forhold til bearbejdelser 

Det følger af ophavsretslovens § 4, at den, som bearbejder et værk, har ophavsret til værket i den bearbejdede form. Et typisk eksempel på en beskyttet bearbejdelse er en oversættelse af en tekst eller en farvefremkaldelse af et sort-hvidt fotografi. En ren digitalisering af et værk, der i sin oprindelige form var analogt, udgør derimod ikke en beskyttet bearbejdelse.

Videreudnyttelse af en beskyttet bearbejdelse kræver samtykke fra både bearbejderen og rettighedshaveren til det oprindelige værk. Hvis en offentlig myndighed har bearbejdet en tredjemands værk, kan bearbejdelsen således kun videreudnyttes med samtykke fra både myndigheden og den pågældende tredjemand.

4.3 Rettighedshaverne i forhold til samleværker 

Det følger af ophavsretslovens § 5, at den, som ved at sammenstille værker eller dele af værker frembringer et samleværk, har ophavsret til samleværket. Som typiske eksempler på beskyttede samleværker kan nævnes leksika, håndbøger, aviser, hjemmesider og multimedieværker med tekst, lyd og billeder.

Videreudnyttelse af et beskyttet samleværk kræver samtykke både fra sammenstilleren og fra rettighedshaverne til hver enkelt af de sammenstillede værker. Hvis en offentlig myndighed har sammenstillet tredjemænds værker eller sine egne og tredjemænds værker, kan sammenstillingen således kun videreudnyttes med samtykke fra både myndigheden og de pågældende tredjemænd.

4.4 Rettighedshaverne i forhold til fællesværker 

Hvis flere personer har bidraget til et værk, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, følger det af ophavsretslovens § 6, at de pågældende personer har ophavsret til værket i fællesskab. Der er f.eks. tale om et fællesværk, hvis to eller flere programmører i fællesskab udvikler et edb-program, eller hvis to eller flere forskere i fællesskab skriver en videnskabelig artikel.

Videreudnyttelse af et beskyttet fællesværk kræver samtykke fra samtlige rettighedshavere. Man er dog kun rettighedshaver, hvis man har ydet en selvstændigt skabende indsats i forbindelse med frembringelsen af fællesværket, jf. punkt 4.1 ovenfor. Personer, som kun har ydet teknisk medhjælp til frembringelsen, f.eks. ved at indtaste et edb-programs kode efter andres anvisninger eller ved at renskrive en artikel, er ikke rettighedshavere.

4.5 Den oprindelige rettighedshaver til et katalog m.v. 

Det følger af ophavsretslovens § 71, stk. 1, at retten til et katalog mv. opstår hos fremstilleren af kataloget mv. Fremstilleren er den eller de fysiske eller juridiske personer, som har sammenstillet oplysningerne eller haft ansvaret og båret risikoen for den investering, der ligger bag det pågældende arbejde. I modsætning til, hvad der gælder for værker, kan retten til et katalog således både opstå hos fysiske og juridiske personer.

Formodningsreglen i ophavsretslovens § 7, stk. 1, hvorefter den, hvis navn står på eksemplarer af værket, som udgangspunkt anses som ophavsmand, gælder tilsvarende for kataloger mv., jf. henvisningsbestemmelsen i ophavsretslovens § 71, stk. 5. Herudover findes der - ligesom mht. til værker - ikke nogen hjælp til at identificere rettighedshaverne, f.eks. i form af registre over fremstillere af kataloger. Identifikationen kan således være forbundet med visse udfordringer.

4.6 Rettighedshaveren efter en overdragelse. herunder i ansættelsesforhold 

Både ophavsretten, retten til fotografiske billeder og katalogretten kan overdrages helt eller delvist og falde i arv efter de almindelige formueretlige regler. Dermed er rettighedshaveren på det tidspunkt, hvor et værk, et fotografisk billede eller et katalog m.v. ønskes videreudnyttet, ikke nødvendigvis identisk med den oprindelige rettighedshaver. 


Som nævnt under punkt 4.1 og 4.5 findes der ingen registre over rettighedshavere til beskyttet materiale, hvorfor det kan være forbundet med visse udfordringer at identificere disse rettighedshavere. Dette gælder særligt, hvis rettighederne er overdraget i et eller flere led, eller hvis de er faldet i arv.

Det vil dog som udgangspunkt være ukompliceret at identificere rettighedshaveren i én ofte forekommende overdragelsessituation; overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold. Hovedreglen er nemlig, at ophavsretten til et værk, der er frembragt i et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, men kun i det omfang det er nødvendigt af hensyn til arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed.

Til illustration kan nævnes, at hvis en journalist som led i sit ansættelsesforhold på et dagblad skriver en artikel om de mest handicapvenlige seværdigheder indenfor et lokal- område, så overgår retten til at gengive artiklen i morgendagens avis til dagbladet. Retten til øvrige udnyttelser, f.eks. at inkludere artiklen i en digital handicapguide til lokalområdet, forbliver derimod journalistens. Hvis tredjemand ønsker at videreudnytte artiklen på sidstnævnte måde, skal samtykket således indhentes hos journalisten og Ikke hos dagbladet.

Rettigheder til edb-programmer fremstillet i ansættelsesforhold er dog altid overdraget fuldt ud til arbejdsgiveren, jf. ophavsretslovens § 59. Da de fleste edb-programmer er fremstillet i ansættelsesforhold, vil samtykket til videreudnyttelse af edb-programmer oftest skulle indhentes hos det firma, der står bag edb-programmet.

5. Betingelser for udnyttelse af materiale, hvortil offentlige myndigheder har rettigheder efter ophavsretsloven 

Hvis en offentlig myndighed efter gennemgangen i punkt 4 når frem til, at myndigheden selv har rettighederne til materiale, som ønskes videreudnyttet, er det op til myndigheden at tillade denne videreudnyttelse i overensstemmelse med lovgivningen, herunder psi-loven.

Det følger af psi-lovens § 4, stk. 1, 2. pkt., at myndigheden kan fastsætte betingelser for videreudnyttelsen, men at disse betingelser hverken må begrænse videreudnyttelsen eller konkurrencen.

Det indebærer, at myndigheden skal fastsætte enslydende betingelser for alle, og at betingelserne indholdsmæssigt kun kan vedrøre kreditering og andre Informationsforpligtelser.

Pligten til at kreditere gælder under alle omstændigheder i forbindelse med videreudnyttelse af værker og fotografiske billeder, jf. ophavsretslovens § 3 og henvisningen hertil i ophavsretslovens § 70, stk. 3. I forhold til kataloger mv. kan myndigheden opstille et krav om at blive krediteret som modydelse til tilladelsen til videreudnyttelse.

Herudover kan myndigheden f.eks. kræve, at det i forbindelse med enhver udnyttelse af både værker, fotografiske billeder og kataloger m.v. oplyses, at alle andre har samme adgang til at videreudnytte materialet fra myndigheden - altså, at der ikke ved vurderingen af de offentlige data er lovet nogen eksklusivitet til modtageren. Myndigheden vil også kunne kræve, at videreudnyttelsen på forskellige måder rapporteres tilbage til myndigheden. En sådan rapporteringsforpligtelse vil kunne bestå i, at brugeren f.eks. skal sende en kopi af det endelige produkt, hvori myndighedens materiale indgår, til myndigheden, eller oplyse på hvilken internetadresse det endelige produkt er tilgængeliggjort.

Informationspligterne må dog ikke blive så omfattende, at der i realiteten bliver tale om en begrænsning af videreudnyttelsen.

6. Ansvarsfraskrivelse i forbindelse med udlevering af materiale til brug i nye digitale tjenester

Det materiale, som offentlige myndigheder kan udlevere til brug i nye digitale tjenester, er dels materiale, der ikke er beskyttet efter ophavsretsloven, jf. indledningen til punkt 3 ovenfor, dels materiale, hvortil myndighederne besidder rettighederne, jf. indledningen til punkt 4 ovenfor. Det bemærkes, at offentlige myndigheder i overensstemmelse med reglerne i offentlighedsloven også skal udlevere materiale, hvortil tredjemand besidder ophavsrettigheder og lignende, men at adgangen til videreudnyttelse af sådant materiale afhænger af den rettighedsbesiddende tredjemands samtykke.

I forbindelse med udlevering af materiale til brug i nye digitale tjenester kan en offentlig myndighed i et vist omfang fraskrive sig ansvar, dels således at myndigheden ikke indestår for materialet, herunder mht. indhold og oprindelse, dels således at myndigheden ikke er ansvarlig for skade, der måtte følge af brug af materialet. Ansvarsfraskrivelsen vil i sagens natur ikke vedrøre materiale, hvortil tredjemand besidder ophavsrettigheder og lignende.

En offentlig myndighed må naturligvis til enhver tid indestå for materiale, som myndigheden har frembragt som led i sin myndighedsopgave; myndigheden kan således kun fraskrive sig at indestå for materiale, der ikke er frembragt på denne måde.

En ansvarsfraskrivelse mht. indeståelse kan f.eks. formuleres på følgende måde:

”[Indsæt den offentlig myndigheds navn] udleverer [indsæt betegnelsen/betegnelserne for det udleverede materiale, der ikke er frembragt som led i myndighedsudøvelse] uden ansvar af nogen art, herunder for indhold og oprindelse, af dette materiale.”

Mht. ansvar for skade stiller den almindelige erstatningsret visse grænser for, hvor meget ansvar offentlige myndigheder kan fraskrive sig i forhold til brug og videreudnyttelse af materiale, som myndigheden har frembragt som led i sin myndighedsopgave. Hvis der er tale om helt almindelig brug og videreudnyttelse af materialet, kan myndigheden således ikke fraskrive sig ansvar for eventuelle skader – i hvert fald ikke i det omfang, borgere og virksomheder i almindelighed må kunne støtte ret på de af myndigheden tilvejebragte oplysninger. Derimod vil det formentligvære muligt for myndigheden at fraskrive sig ansvaret for skader som følge af, at materialet videreudnyttes i ekstreme og uforudsigelige sammenhænge. Myndigheden vil ligeledes kunne fraskrive sig ansvaret for skader, der følger af brug af udleveret materiale, der ikke er frembragt som led i en myndighedsopgave.

En ansvarsfraskrivelse mht. skader kan f.eks. formuleres på følgende måde:

“[Indsæt den offentlige myndigheds navn] fraskriver sig ethvert ansvar for alle former for skade, der måtte følge af enhver brug af [Indsæt betegnelsen/betegnelserne for det udleverede materiale].”

De nævnte ansvarsfraskrivelser kan naturligvis kombineres.


Såfremt ovennævnte giver anledning til spørgsmål eller kommentarer, står jeg naturligvis til rådighed.

Med venlig hilsen
Kammeradvokaten

v/Mette Lindskoug 
Advokat

... er det her ikke sket for længe siden?

Jeg har i hvert fald set det før, og jeg har vist også set det her på sitet...

vh Søren