Loading…
Tilbage

Profilbillede

Video-video [video!]

Kenneth Bon Nielsen

Enkelte læsere vil måske huske titlen på Brixx’ store hit fra 1982 om videoens fortræffeligheder.

Det er egentlig tankevækkende, at mange af de strofer fra dengang kunne passe fint på vores videoforbrug i dag - bare i nyere, digitalt format.

Det er til gengæld også noget man bør udnytte, uanset om man er offentlig institution eller privat virksomhed, for video er uden tvivl dét, der får størst opmærksomhed på de sociale medier i dag.

Intet nyt er godt nyt

Jaja - det er jo ikke noget nyt”, siger du måske. Nej - det er det ikke. Video er bare vokset og blevet større på de sociale medier, men den gode nyhed er, at det ikke er slut endnu - og dermed er ikke for sent at hoppe med på vognen og udnytte det levende billede og lyds potentiale.

For bare 10 år siden var det omstændigt, tungt og uoverskueligt at lave noget ordentlig video, redigere det, tekstet det og få det kogt ned ned til en personlig og præsentabel video - men det er heldigvis ikke mere.

Klar det hele fra mobilen

Jeg har selv gået fra at bruge almindelige fotos til at bruge videoer i langt højere grad. Jeg har eksperimenteret med det både på min tidligere shop, der solgte boxershorts samt på min nuværende shop, der sælger vægure i træ - og som dermed kræver noget helt andet rent videomæssigt.

Fælles for de to typer videoer er dog, at jeg klarer alt fra mobilen. 100%. A til Z.

Jeg optager med telefonens indbyggede kamera. Herefter bruger jeg YouCut, som er en ganske fremragende og gratis app til Android til at redigere videoen med.

Den findes ikke til iPhone, men samme firma har i stedet lanceret InShot, som også er gratis - og som findes til både iPhone og Android-telefoner.

Hvad man kan redigere?

Spørgsmålet er næsten mere, hvad man ikke kan, for det er virkelig omfattende (og simpelt), hvad man kan.

Man kan selvfølgelig trimme videoen, så man skærer introen fra - eller trimme dele fra videoen fra som selvstændige klip, hvis man fx kom til at slå en prut undervejs (tænkt eksempel, selvfølgelig).

Man kan også fjerne lyden (hvis det fx er ren baggrundsvideo), justere lys, kontrast og meget mere - og så er der en del filtre, man kan bruge - samt lækre effekter, hvis man fx skal have vinklet videoen til et specielt look.

Man kan også indsætte små klistermærker, smileys og andet godt - og så kan man croppe videoen, hvilket man faktisk ikke kan i alle programmer.

Dvs. man kan lave sit brede format om til 1:1 (kvadrat), som er gængs på mange sociale medier, hvis man kun har tid til at lave én version.

Endelig kan man tekste sin video - og det er her, hvor mange springer over. Don’t!

Op imod 85% bruger fx Facebook uden lyd - og så er du simpelthen nødt til at have tekster på for at fange brugerens opmærksomhed (medmindre du går helt amok med vejrmøller eller badutspring i starten af videoen).

Det er let at tekste - og husk at tekste simpelt: Lad være med at tekste alt, du siger - men tekst essensen, så det bliver let at læse og ikke fyldt med “øeh..” “og ehhh” osv.

Vær personlig

Mit sidste absolutte tip må være: vær personlig. Uanset om du repræsenterer en virksomhed eller en offentlig instans, så vil folk gerne se, hvem du er og fornemme dig bag kameraet. Vær naturlig og vær oprigtig. Klip evt. nogle af de skøre from-klips ind til sidst i videoen, så folk kan se, du bare er ligesom alle vi andre.

Der kunne skrives meget mere om brug af effekter, lys osv, men det gemmer jeg til en anden god gang.