Loading…
Tilbage

Profilbillede

Bedre tekster er lig med bedre selvbetjening

Marcus Janby

Flere og flere kan være med på de digitale selvbetjeningssystemer. I takt med, at de ældre kommer med på bølgen, bliver selvbetjening mere og mere udbredt. Det gælder i det offentlige såvel som det private. 

Men når det kommer til teksterne, er det, som om vi halter lidt bagefter. Man ser stadig systemer, som kan forbedres med korrekturlæsning. Nogle systemer er 100  % korrekte, mens andre indeholder stave- og tegnsætningsfejl. Det er egentlig ærgerligt, for korrekturlæsning er ikke nogen dyr proces at sætte i gang, især ikke når man tager i betragtning, at der ofte er tale om meget korte vejledende tekster. 

Bevares, de fleste forstår betydningen, selv om der er et par kommafejl, men det kan alligevel forstyrre læsningen og virke irriterende - ikke kun for sure dansklærere. For når flere mennesker i forvejen finder det lidt frustrerende med nye digitale systemer over alt, så er det ærgerligt, hvis sproget også kommer til at stå i vejen. 

Blandt de meget udbredte fejl tæller fx manglende nutids-r og egennavne med lille. Kommatering og andre former for tegnsætning er også et område, som ofte mangler tekstredigering. Det helt små ting som fx et mellemrum for meget er også ret udbredt. 

Man kan skelne mellem de sprogfejl, som langt de fleste vil opdage og føle sig forstyrret af. Og så de fejl, som færre læsere opdager. De førstnævnte er allerede vist ovenfor. Blandt de andre ser man fx dobbeltkonfekt. 

Opdatering 02-07-2020

Jeg fandt lige en undersøgelse, som viser, at stavefejl kan halvere salget på en webshop. Se artiklen "Spelling mistakes ‘cost millions’ in lost online sales” fra BBC. 

Korrekturlæsning er åbenbart ikke så ligegyldigt, som nogle synes at antage. I hvert fald refererer artiklen til en undersøgelse, som viser, at selv få stavefejl kan ødelægge troværdigheden. Fejl signalerer mangel på seriøsitet, og måske endda noget, som er værre, idet der også findes underlødige hjemmesider. 

Med andre tekster såsom specialer er udfordringen den samme. Og det er egentlig ærgerligt. For et godt indhold bliver nemt skæmmet af stave- og grammatikfejl. 

 

ændret af Marcus Janby (20.02.2022)