Loading…
Tilbage

Profilbillede

Grænser for digitalisering bør være grænser for den offentlige sektor

Charlotte Steinmark

En af sessionerne på den nys overståede konference fangede især min opmærksomhed: en session om grænserne for digitalisering med efterfølgende paneldebat.

Sessionen tog udgangspunkt i en case fra Hjørring Kommune, der vil uddele iPad2 til de ældre. Formålet er at kunne køre en fælles kalender med de ældre, så man kan booke lægebesøg, hjemmepleje og sygeplejeaftaler fra kommunens side, og den ældre kan lægge sine aftaler ind og komme nemt i kontakt med kommunens ansatte. Der var efterfølgende en diskussion, som strakte sig fra ”skal det offentlige nu virkelig til at uddele den slags (underforstået luksus) til borgerne, som de kan bruge til alt muligt andet end den kommunale opgave?” til ”vi fra kommunen synes, at den her løsning skal fokusere på den øgede trivsel og livskvalitet, som vi tror, at løsningen giver, for der er ikke umiddelbart den store business case i den – og vi kan ikke gøre alting op i penge”.

Lars Frelle-Petersen, vicedirektør i Økonomistyrelsen, havde fået tildelt rollen som hardlineren, der kun vil effektivisere, spare penge og have business cases. Han spillede rollen perfekt dertil, hvor han luftede, at det offentlige fremover kun skulle tilbyde en mulig (digital) løsning eller slet ingenting. Tag den her mulighed eller lad være.

Grænserne for digitalisering blev kort sagt gjort til et spørgsmål om, hvor meget digitalisering man kan få for de penge, man har til rådighed. For mig at se er spørgsmålet helt forkert stillet.

Jeg bliver provokeret af, at kommunen ikke sætter spørgsmålstegn ved, om det er i orden, at kommunen gør borgerens tid til deres med ret til mødebooking. At man fra kommunens side forventer, at den ældre skriver sine øvrige aftaler ind, så planlægningen bliver optimal. Hvornår er vi som borgere kommet i et ansættelsesforhold til det offentlige, hvor ens tid er tilgængelig og kan disponeres over?  

Spørgsmålet, der bør stilles, er i langt højere grad: Hvor går grænsen for den offentlige sektors overtagen af den enkelte borgers privatliv? Kan man svare på det, så har man i meget høj grad også svaret på digitaliseringens grænser, dens formål og anvendelse. Men det er et politisk spørgsmål, som embedsmænd i sagens natur ikke kan diskutere, hvorfor de nemt kommer til at fokusere det forkerte sted.

Som udgangspunkt har samfundet en offentlig sektor, der har til formål at sikre, at landets love bliver overholdt (kriminalitetsbekæmpelse og forvaring af kriminelle, regulering af færdslen mv.), at lovenes regler og forordninger bliver ført ud i livet via forvaltning, administration og pleje, og at der er et stående akutberedskab af forskellig karakter. Den offentlige sektor er altså skabt for samfundets opretholdelse og dermed for os, borgernes skyld. Heraf følger ganske logisk, at borgerne og samfundet ikke eksisterer for det offentliges skyld.

 Med dette grundlæggende vilkår for offentlig aktivitet, så bliver digitalisering, professionel projekt- og programledelse, styring og effektivisering til midler til at give den bedst mulige service indenfor de rammer, som lovgivningen sætter – de bliver ikke til mål i sig selv. 

Derfor gik sessionen på anden dagen af digitaliseringskonferencen helt galt i byen, fordi spørgsmålet var stillet forkert. Havde udgangspunktet for Hjørring Kommune været, at ældreplejens vilkår er at servicere de ældre borgere med respekt for deres privatliv og øvrige tilværelse, så ville der ikke have været en situation, hvor det tog halve dage at få ændret en aftale telefonisk med hjemmeplejen, der som konsekvens medførte, at kommunen i effektiviseringens navn inddrog alle ældre i offentlig kalenderplanlægning. I stedet har man nu skabt en situation, hvor de ældres hele tilværelse skal stilles til skue og til rådighed for det offentlige til at kigge i og planlægge møder efter.  Kan konsekvensen være, at de ældre skal plotte timer ind med ”privat tid” for at være sikre på, at der også bliver plads til en middagslur og bridge med naboen? Vil de føle sig lidt skamfulde over at gøre det indenfor kommunens åbningstid?

Som borger kan man med rette forvente, at de penge man giver til fællesskabet, også bliver forvaltet og brugt, som var det Joachim von And selv, der stod for biksen. Det medfører helt af sig selv stram, effektiv styring og prioritering og en effektiv forvaltning af vores midler. Som borger bør man derudover kunne forvente respekt for ens tid, for retten til eget liv uden indblanding fra andre end dem, man selv inviterer ind og en ordentlig kommunikation. Det gælder, når man skal undersøges indenfor sundhedsvæsenet, når man skal bestille tid til samtale med hjemmeplejen eller man skal til genoptræning.

Spørg derfor ikke, hvad vi kan med digitalisering, men hvordan vi bruger de midler, vi har, til at give den bedst mulige service. Servicen er givetvis baseret på teknologi, men anvend den kun som et middel – aldrig som et mål.

Hej Charlotte, rigtig godt indlæg! 

 

Måske du vil finde denne virksomhed interessant: https://woba.io/da/forside-dansk/