Hvad er automatisk udløb på udpegede adgange?
Digitaliseringsstyrelsen introducerer automatisk udløb på alle udpegede adgange i Digital Post den 8. oktober 2026. Udpegede adgange anvendes af kuratorer, likvidatorer eller bobestyrere, der ved fremvisning af relevant dokumentation, kan anmode om adgang til en borger eller virksomheds Digital Post.
Ændringen betyder, at bobestyrere, kuratorer og likvidatorer fremover skal angive en udløbsdato i forbindelse med anmodning via Rettighedsportalen. Eksisterende udpegede adgange vil blive ryddet op i løbet af 2026-2027, dvs. enten slettet (hvis de er forældede) eller opmærket med en udløbsdato (jf. de nye forretningsregler som beskrevet i vejledningen til Rettighedsportalen).
Opdateringsdato: 03.08.2026
Hvad er ændret i vejledningen?
Den nye version af vejledningen indeholder følgende ændringer:
- I afsnit 8.2, der omhandler adgang for kurator, er der tilføjet, at man skal indtaste en udløbsdato for, hvornår adgangen skal udløbe. For adgang til en borger, der er erklæret personlig konkurs, kan adgangen max tildeles i 90 dage, mens adgang til virksomheder kan tildeles i højst 10 år.
- I afsnit 8.3, der omhandler adgang for bobestyrer, er der tilføjet, at man skal angive en udløbsdato for adgangen. Den kan max tildeles i 5 år efter anmodningens oprettelse.
- I afsnit 8.4, der omhandler adgang for likvidator, er der tilføjet, at man skal angive en udløbsdato for adgangen. Den kan max tildeles i 10 år efter anmodningens oprettelse.
Hvor findes vejledningen?
Vi anbefaler, at alle relevante brugere anvender den nyeste version af vejledningen. Den kan tilgås og downloades via følgende link: Vejledninger til Digital Post
I tilfælde af spørgsmål
Har du spørgsmål til vejledningen eller de gennemførte ændringer, er du velkommen til at kontakte Digital Post-supporten.
- Ring på telefon: 33 98 00 30
(Mandag-fredag kl. 8.00-20.00, weekend og helligdage kl. 10.00-16.00)