Introduktion af sletteregler for logdata i Digital Post

Publiceret 27-08-2026

Mængden af logdata i Digital Post-løsningen vokser. For at sikre den bedst mulige performance og stabilitet i løsningen, introduceres der nye sletteregler for logdata i Digital Post inden udgangen af 1. halvår 2027.

Med de nye sletteregler bliver alle hændelser, der udstilles af løsningen, delt op i fire kategorier, som slettes hhv. 6 , 12 , 24 og 60 måneder efter oprettelse. Herefter vil disse logdata ikke kunne fremsøges eller genskabes i logs udstillet via visningsklienterne, Administrativ Adgang, Rettighedsportalen eller via systemkald.

Hvis I som myndighed vurderer, at I har behov for at opbevare hændelser i længere tid end de angivne frister, er det vigtigt, at I selv henter hændelserne (fx via udtræk) og opbevarer dem i jeres egne systemer efter ikrafttrædelsen, som er inden udgangen af 1. halvår 2027.

De valgte frister er defineret pba. både teknisk, forretningsmæssig og juridisk analyse samt på baggrund af en høring hos alle myndigheder. Nærmere beskrivelse af slettefrister og berørte hændelser kan findes i det vedhæftet regelsæt og dertilhørende bilag.

Regelsæt for opbevaring af borgere, virksomheder og myndigheders logdata i Digital Post

Bilag 1 - Frister for opbevaring af borgeres, virksomheders og myndigheders logdata i Digital Post

Ved spørgsmål i forbindelse med de nye sletteregler for logdata er I velkomne til at kontakte os på digitalpost@digst.dk.