Forlængelse af implementeringen af valideringsregler i Digital Post

Publiceret 08-09-2025

Siden februar 2025 har Digitaliseringsstyrelsen hver måned sendt påmindelser til jer som myndighed, hvis I har sendt post den forudgående måned, som ikke overholder de valideringsregler, som skulle træde i kraft d. 10. september 2025.

Løbende dialog med flere myndigheder

I Digitaliseringsstyrelsen har vi løbende været i dialog med følgegruppen for Digital Post, hvor både kommunale, regionale og statslige myndigheder er repræsenteret. Den seneste tid har vi også været i tættere dialog med jer, som har skrevet til os med spørgsmål om implementeringen af valideringsreglerne i jeres myndighed.

Det er vores indtryk, at rigtig mange af jer er klar til at overholde valideringsreglerne fra d. 10. september 2025, og vi er glade for jeres store indsats og for samarbejdet med jer.

Ikke alle er med endnu

Vi er dog blevet opmærksomme på, at der er IT-systemer, hvor leverandørerne ikke forventer at være klar til tiden.

Hvis vi implementerer valideringsreglerne alligevel, vil det betyde, at post, der sendes fra de pågældende IT-systemer via Digital Post, ikke vil nå frem til modtagerne. Det ønsker vi naturligvis så vidt muligt at undgå.

Længere implementeringsfase og fortsat opfølgning

Vi har derfor valgt at forlænge implementeringsfasen, så de sidste myndigheder og deres leverandører får mulighed for at implementere valideringsreglerne, inden vi idriftsætter dem.

På nuværende tidspunkt har vi ikke fastsat den nye idriftsættelsesdato. Den melder vi ud til jer, så snart det er muligt, men I skal endelig implementere valideringsreglerne i jeres IT-systemer, så snart I er klar.

Vi fortsætter naturligvis med at følge jer tæt hver måned. Derfor vil I høre fra os, hvis der mod forventning skulle være nogen af jeres IT-systemer, som endnu ikke er helt klar til at overholde valideringsreglerne.

Hvis I efter d. 10. september har sendt Digital Post, som ikke overholder valideringsreglerne, vil I høre fra os første gang medio oktober 2025.

Vi håber på jeres forståelse for vores beslutning om at forlænge implementeringsfasen og dermed undgå, at der er Digital Post, som ikke når frem til modtagerne.