Den 3. juni 2026 lanceres AltID – en ny digital identitetsapp, der gør det muligt for borgere at samle og bruge digitale beviser direkte fra mobilen. De første beviser i appen bliver et aldersbevis og et legitimationskort, men på sigt vil langt flere beviser kunne tilføjes og bruges på tværs af EU.
To beviser fra start
AltID introducerer to centrale beviser:
Aldersbeviset gør det muligt at dokumentere, at du er over en bestemt aldersgrænse – uden at afsløre din præcise alder eller andre personlige oplysninger. Det betyder, at du kan bevise fx, at du er over 18 år, samtidig med at du forbliver anonym.
Aldersbeviset kan bruges i situationer som:
- køb af alkohol eller tobak
- adgang til aldersbegrænsede steder som barer og klubber
Beviset kan deles på flere måder, blandt andet via QR-kode, direkte scanning eller visning på skærmen – afhængigt af situationen.
Legitimationskortet fungerer som et digitalt ID og kan bruges, når du skal bevise, hvem du er. Kortet indeholder oplysninger som navn, fødselsdato, adresse og CPR-nummer, men du bestemmer selv, hvilke oplysninger du vil dele i den enkelte situation.
Det kan fx bruges:
- ved afhentning af pakker
- ved oprettelse af medlemskaber
- i andre situationer, hvor identifikation er nødvendig
Ligesom aldersbeviset kan legitimationskortet deles via QR-kode, scanning eller visning på mobilen.
Fokus på privatliv og sikkerhed
AltID er designet med fokus på databeskyttelse. Dine beviser lagres lokalt på din telefon, og når du bruger dem, deler du oplysninger direkte fra din egen enhed. Det betyder, at udstederen af beviset ikke kan se, hvornår eller hvor du bruger det.
Samtidig giver appen dig fuld kontrol: Du vælger selv, hvilke oplysninger du deler – og med hvem.
Flere digitale beviser på vej
Lanceringen den 3. juni 2026 er kun begyndelsen. I de kommende år vil både myndigheder og virksomheder kunne udstede flere typer digitale beviser til AltID – også beviser, som i dag ikke findes i digital form.
Målet er en fleksibel og sikker løsning, hvor du som bruger altid deler så få oplysninger som muligt – men stadig har det, du skal bruge, lige ved hånden.